Smells like teen spirit

”Der går ungdom til dans”, gjaldede husmandsorkestret Shu-Bi-Dua på diverse gøglermarkeder i de hedengangne 80’ere og henviste dengang til en glædesbebrust ungdom, for hvem livet lå lige for, og kærlighed, alkohol, fest og farver fyldte mest i bagagen. Livet har også i ungdommens vår mere at byde på, i hvert fald ifølge Nanette Burstein, der med den navlebeskuende dokumentarfilm “American Teen” tager temperaturen på den amerikanske ungdom netop nu.

Faktisk har Burstein i den sammenhæng fortrinsvis ladet sig fascinere af typer, måske for nemhedens skyld. I hvert fald kører fem hovedårer i filmen, hvor vi som publikum sættes til at lytte skånsomt til sportsidioten, nørden, rebellen, skønhedsdronningen og scorekarlen, der alle om en hals hælder vand ud af ørerne. Mod forventning så har “American Teen” det til trods en hel del at byde på. Flere steder indhentes følelsen af synlige rekonstruktioner og tilrettelagte samtaler, men alligevel er fornemmelsen at være tæt på de implicerede i hudløst ærlige interviews hele tiden til stede. Intimsfærens låger åbner sig gang på gang.

De emner, der kommer til udtryk, er mangeartede og ofte tungsindige. Teenageårene er sjældent nemme at komme igennem, men her fremstilles udsigterne ligefrem som dystre. Udgangspunktet er en lokal high school i Warzaw, Indiana, hvor gennemsnitsbefolkningen indledningsvis beskrives som tilhørende den hvide middelklasse og i øvrigt stokkonservative. Så er det sagt. Men teenagerne er her nu nok, som de er flest og kæmper med lige så mange glæder og sorger, bristede drømme, fremtidsforhåbninger, mobning og brudte løfter som alle andre. I de mange intime situationer og interviews rammer “American Teen” noget umådeligt sårbart og uendeligt amerikansk på samme tid. Og det er en sjældenhed i sig selv.

De unge er knap nok flyvefærdige og stadig midt i formgivningsprocessen. Det er her, de allerstørste personligheder bliver skabt. For eksempel følger vi den oprørske Hannah, der kæmper en brav kamp for at overvinde det ene forliste forhold efter det næste og for at trodse forældrenes vilje og komme på filmskole i en fjerntliggende stat. Og det er her, vi møder skønhedsdronningen Megan, der har et hamrende dårligt selvværd, ikke mindst takket være forældrenes og hendes egne ublu forventninger til hendes præstationer. Det må naturligvis afføde negative reaktioner, der som det naturligste i verden går ud over klassekammerater og omgivelser i det hele taget. Men immatrikulationen venter lige om hjørnet, og de forskellige skæbner er for alvor på vej ud i livet, hvor alle de barske realiteter venter. Og venter.

“American Teen” har taget pulsen på en ungdomskultur i en fragmenteret og postmodernistisk tid, hvor tilværelsen og systemet stiller utopiske krav til sine medborgere. Det kan være svært at følge med uden at miste pusten, især hvis man slet ikke er kommet i gang med livet endnu. Nanette Burstein har nostalgiens briller på og ser med dette indblik tilbage på sin egen high school-tid. Eller sådan virker det i hvert fald. Tonen er slået an, og det fine og det følsomme i uskyldens år eksekveres elegant. Det er velkomponeret og dynamisk og betager på den lange bane.

Som dokumentarfilm virker konceptet i det store hele dog en anelse for skræddersyet og for planlagt. De talte sætninger og symbolikken i billederne er alle tegn på, at det hele nok ikke er så impulsivt, som vi skal tro. Det er for belejligt for en dokumentarfilm, der gerne skulle give en nu og her oplevelse og desuden er en tøddel for traditionelt filmet og klippet. Men lad nu det ligge. For “American Teen” fanger stadig en sødmefuld stemning, som sender tankerne i himmelflugt til den tid. Den tid, der var for nogen, og for andre skal blive.

Video

“American Teen” præsenteres i et hæderligt anamorphic widescreen 1.77:1-format, hvor både kontrast og farvetemperatur trods enkelte udsving i begge lejre holder sig på et stabilt leje. Udtværinger forekommer ikke, mens edge-enhancement, digitale forstyrrelser og gryn dog indfinder sig i mindre grad. Et rimeligt transfer, hverken mere eller mindre.

Audio

På lydsiden præsenteres det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydformat, hvor dialogen generelt er tydelig og uden overstyringer, men dog ikke kan undsige sig visse utydelige passager. Største attraktion er det velvalgte og stemningsfulde score, mens atmosfæren underneden er hæderlig, men ikke noget videre at skrive hjem om.

Ekstramateriale

Der er ud over enkelte trailere ikke ekstramateriale på denne udgivelse.