På trods af at ”Star Wars” – med god grund – er en af de mest elskede filmserier i historien, har der efterhånden næsten været lige så mange skuffelser som succeser i den folkekære franchise. Selvom det virkede som om, man havde fundet fodfæstet efter to underholdende ”The Mandalorian”-sæsoner, kunne man ikke lige frem holde balancen, da det kom til de to seneste serier, ”The Book of Boba Fett” og ”Obi-Wan Kenobi”. Med ”Andor” er man dog ikke blot oppe at stå igen – man er i fuldt firspring.

Kun de første fire episoder af serien er frigivet for pressen, men efter min mening, udgør de fire episoder en af de mest veludviklede, velrealiserede og vellykkede historier i franchisen. ”Andor” er lige, hvad universet trænger til. Her udforsker vi en meget mere rå og brutal verden, der fortsætter i den nådesløse ånd fra ”Rogue One: A Star Wars Story”, som serien netop er en prequel til.

I ”Andor” genintroduceres vi til ”Rogue One”-skuespiller Diego Luna som Cassian Andor, en oprørsk ung mand, der efter et sammenstød med Imperiet finder sig selv i store problemer. Dette bliver også startskuddet for hans tid som rebel, og igennem ham følger vi samtidig begyndelsen af Rebel-alliancen, som vi kender fra resten af ”Star Wars”-franchisen.

Det er dog en stor verden og hel masse roller, der skal til for at fortælle historien. For selvom Cassian Andor i den grad er seriens fokus, så er der et hav af karakterer, der kredser om ham, som var de planeter i Cassians solsystem. Derfor er det også godt, at der er tolv episoder i alt, for så er der tid til at undersøge seriens mange personer.

Og man må i den grad rose serieskaber Tony Gilroy, for han forstår virkelig at opbygge karakterer – store som små. Det er ligegyldigt, om de har været på skærmen i 30 sekunder eller 30 minutter. Man ved hurtigt, hvem de er, hvad de vil, hvorfor de gør som de gør, og hvordan de kan bruges til at udvikle både historien og vores hovedperson. Alle karakterer har ikke blot personlighed – de er personligheder i sig selv, og det skaber et realistisk og intimt miljø for historien at udvikle sig i.

Den intime følelse omkring serien og dens karakterer går konstant igen, og det giver serien en utroligt jordnær fornemmelse. Og på trods af at serien foregår i galaksen langt, langt borte, så er meget af serien – i hvert fald i de første episoder – begrænset til arbejderplaneten Ferrix. Her får vi et gennemarbejdet indblik i et ”Star Wars”-lokalsamfund i underklassen, der til tider minder om de brasilianske slumområder, favelaerne. Det kan godt være, at folk skylder hinanden penge; at ikke alle holder af alle; at de ikke altid enes, men én ting, de i hvert fald kan samles om, er foragten over for Imperiet, og Ferrix-samfundets borgere kan utroligt hurtigt feje alle interne konflikter til side, når det kommer til kampen mod de højere instanser. Især tredje episode understreger samfundets styrke, og det udgør én af de bedste episoder, som jeg længe har set, ikke kun i ”Star Wars”, men i tv generelt.

I modsætning til serien bevæger jeg mig dog lidt for hurtigt frem imod de frigivne episoders klimaks, som netop ligger i Episode 3. De første to episoder fortjener nemlig i den grad også kærlighed, for grundlaget for den utroligt sammenhængende og omhyggeligt opbyggede historie findes nemlig heri.

Seriens første episode åbner med mørke neo-noir-skud og en cyberpunk-stemning, der i højere grad minder om ”Blade Runner” end ”Star Wars”, og det er en udvidelse af universet, der på perfekt vis understreger, at det her ikke er din typiske ”Star Wars”-fortælling. ”Blade Runner”-fornemmelsen er blot endnu mere tydelig i seriens fokus på individet, og det er da også en række individuelle beslutninger, der fungerer som katalysator for hele seriens fortælling. Det er Cassians uforsigtige søgen efter en kær, der sætter ham i et liv-og-død-dilemma, som starter en dominoeffekt, der leder til selvstændige-men-afgørende valg fra politiassistenten Syril Karn og senere Timm, der er kærester med Cassians veninde Bix. Alle har en rolle at spille, og alle valg spiller en rolle.

På trods af at de to første episoder bestemt kan være intense, så bruger Gilroy og co. dem til på tålmodig og stille og rolig vis at bygge op imod det klimaks, som virker uundgåeligt, når man når til Episode 3. Og når serien samtidig afhænger så meget af karakterers beslutninger, er det vigtigt, at man kan sætte sig i deres sted. Det er især her, hvor den omhyggelige karakteropbygning betaler sig. For hver beslutning, der bliver taget, er ikke kun logisk for selve karakteren, men er samtidig med til at opbygge ham eller hende og gøre dem mere spændende. Især den entusiastiske, retfærdighedskrævende og nærmest Hitlerjugend-ambitiøse Karn – der på fantastisk vis spilles af ”Anna Karenina”-skuespiller Kyle Soller – viser en medrivende side af Imperiet, man ikke har set før, og jeg glæder mig utroligt meget til at se, hvordan hans karakter udvikler sig.

Karn er dog ikke den eneste standout i serien, og selvom ikke alle får lige meget skærmtid, så er især Adria Arjona (”Morbius”) som Bix og Fiona Shaw (”Killing Eve”) som Cassians moderfigur Maarva også forrygende i deres roller. Selvfølgelig er Stellan Skarsgård også fænomenal i rollen som Luthen, manden der rekrutterer Cassian, og selvom vi i de første fire episoder ikke når at se meget til Genevieve O’Reilly tilbage som Senator Mon Mothma, skaber hun alligevel en kompleks karakter, som jeg ikke kan vente med at se mere til.

Kulminationen af den velorkestrerede karakter- og verdensopbygning finder dog sted i Episode 3 og resulterer i et fantastisk eksplosivt afsnit, der efterlod mig med myrekryb og åben mund, da rulleteksterne begyndte. Her får vi en brutalitet, action og intensitet, som vi ikke har set i ”Star Wars”-regi siden ”Rogue One”, og til tonerne af et metallisk alarmsystem, skaber man det perfekte grundlag for en urolig og nervøs fornemmelse, som forløses med et brag.

Det leder naturligvis over i den fjerde episode, der slutter sig til de andre tre afsnit som endnu en fornøjelse. Her sættes tempoet dog ned igen, så vi endnu engang kan gøre os klar til en actionforløsning a la Episode 3, og samtidig udvider den universet med fantastisk fængslende elementer ved Imperiet og dets politiske intriger, som jeg glæder mig til at se udforsket endnu dybere i fremtiden.

Jeg har generelt meget få klagepunkter, når det kommer til ”Andor”, og de få, der er, ligger mest i nogle flashback-scener, der i sig selv fungerer rigtig godt, men som til tider kan føles som en kæp i hjulet, når man i virkeligheden hellere vil følge udviklingen af Cassian Andors rebelhistorie.

”Andor” er dog en forfriskende ny tilføjelse til ”Star Wars”-universet, som virker som netop dét, det har brug for. Det er et klart genreskifte, som uden tvivl vil please fans af ”Rogue One”, men selv hvis du ikke ligefrem er fan af filmen (eller ”Star Wars” i det hele taget), tør jeg næsten godt sige, at der vil være noget i ”Andor” for dig. Begyndelsen af ”Andor” teaser nemlig ikke bare en fantastisk ny ”Star Wars”-fortælling. Den teaser en serie, der uden tvivl har potentialet til at blive en fænomenal fortælling i sin egen ret. ”Andor” er lettet utroligt godt, så nu er spørgsmålet bare, om landingen bliver lige så vellykket.