Ni minutter er en sølle undskyldning

I fredags kunne man på den amerikanske hjemmeside The Onion læse nyheden ”Klassikeren ‘Avatar’ opdateres til nutidens publikum,” der beskrev, hvordan verdens mest omsættende film ville blive genindspillet i en ny version til december. Artiklen var selvfølgelig en veltilrettelagt joke, fabrikeret af en hjemmeside, der i mange år har specialiseret sig i at skabe falske nyheder til at udstille virkelighedens idioti. Men pointen var imidlertid klar og tydelig: James Cameron presser citronen til det yderste ved at sende “Avatar” ud i biograferne igen med kun knap ni minutters ekstra spilletid som undskyldning.

Forstå mig ret, “Avatar” er en til tider fremragende eventyrfilm, og at James Cameron endnu en gang har sat nye standarder for, hvad der kan drømmes op på det store lærred står heller ikke til diskussion. Men det lugter altså af ren og skær grådighed, at filmen kommer op i biografen med prædikatet “Special Edition”, når der er tale om blot ni minutters unødvendigt fedt rundt om en ellers stor og saftig bøf. En bøf, jeg nød at sætte tænderne i igen, men som i anden ombæring ikke kun var en ren delikatesse, men også efterlod mig med en bismag, jeg ikke bed mærke i første gang.

Fra filmens indledning, hvor marinesoldaten Jake Sully vågner op fra sin dvale i det store rumskib med kurs mod Pandora, til filmens adrenalinpumpende slutning, hvor Sully har sluttet sig til de indfødte na’viers kamp mod besættelsesmagten fra Jorden, har “Avatar” først og fremmest ét mål: At underholde og betage os. Og det gør den for så vidt glimrende. Især den midterste del af filmen står stærkt, og Jakes rejse fra en marinesoldat med jord i hovedet til indfødt na’vi med en forståelse for jorden som eksistensgrundlag er lige så klassisk, som den er dragende. De ekstra ni minutter i denne “Special Edition” gør hverken fra eller til. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke engang kunne se, hvad der var blevet tilføjet af ekstra scener.

“Avatar” er ofte blevet kritiseret for at låne lige lovlig meget fra klassikere som “Danser med ulve” og “Pocahontas” – hvilket bl.a. fik den politisk ukorrekte kultserie “South Park” til at omtale filmen som “Danser med smølfer”. Men at kalde “Avatar” for uoriginal er ligeså snæversynet, som hvis man sagde det om “Star Wars”. Ligesom George Lucas gjorde det i sine film, så benytter Cameron sig af nogle arketypiske helte og skurke, der peger helt tilbage til det antikke Grækenland. Men han placerer sin ældgamle fortælling i nogle rammer, der er helt og aldeles nyskabende og originale.

Problemet med “Avatar” er blot, at karaktererne forbliver arketyper og aldrig rigtig kommer ind under huden på publikum. Filmens persongalleri mangler simpelthen en Han Solo-figur med et glimt i øjet og mindeværdige replikker til at sparke “Avatar” op i det højere luftlag, hvor “Star Wars” hører hjemme. Og apropos replikker, så afslører gensynet med “Avatar” hvor ulidelige marinesoldaternes dialoger er at høre på. Jovist, det er efterhånden lidt af et varemærke, at soldaterne i Camerons film skal kvittere med fortærskede verbale klicheer, hver gang de trykker på aftrækkeren. Men i “Avatar” overgår instruktøren sig selv i en sådan grad, at dialogudvekslingerne fra mesterværket “Aliens” fremstår som det rene Shakespeare. Og selvom det er sympatisk, at Cameron gerne vil minde os om, at naturen er noget, vi skal sætte pris på, så går der lige lovlig meget 70’er-pædagogik i den – især til sidst, hvor na’vierne sidder i en rundkreds med hinanden i hænderne, mens komponisten James Horner læsser på med panfløjter, strygere og indianerkor.