Rogue Black One

Den er en racistisk skamplet. Altså D. W. Griffiths sådan cirka 100 år gamle “The Birth of a Nation”, der udstillede sorte og hyldede Ku Klux Klan som helte til hest. Nu tager Nate Parker titlen tilbage. Den nye “The Birth of a Nation” genføder titlen som en rebelsk slavefortælling om det, den amerikanske nation i virkeligheden er født ud af. Undertrykkelse og racehad.

Nate Parker placerer sin slavefilm et sted imellem den ubarmhjertige torturpisk fra “12 Years a Slave” og så Quentin Tarantinos hævnfantasi i “Django Unchained”. Det begynder som en sej omgang slave på bomuldsplantagen en del år før Lincoln satte sig for at ophæve slaveriet. Nate Parker spiller selv hovedrollen som Nat, der er født ind i et ufrit liv. Han vælger rollen som ‘den lydige nigger’. Det giver muligheder. Lærer at læse i bibelen, bliver gift og undgår pisken fra sin hvide massa, der primært bruger tiden på at sove – i direkte såvel som overført betydning.

Men for den her “The Birth of a Nation” er lydighed ikke vejen frem mod frihed. Nat hyres som sort prædikant for at berolige og bedøve den sorte vrede. Han må kun læse op fra de steder, der retfærdiggør slaveriet – forskellen imellem hvid og sort. Imens må han se passivt til, når en sultestrejkende slave får banket tænderne ind, så der er plads til en tvangsfodrende tragt i halsen. Det bløder. Det religiøse opium gør Nat til forræder. For det standser ikke pisk og voldtægt af konen. Det er her, at Nat nærmer sig Django.

For bibelen kan læses, som man vil. Som en velsignelse eller forbandelse af slaveri. Den tanke hænger ikke kun fast i slavetiden, men peger fint frem til den nutid, som Nate Parker har lavet sin film fra. Efter en række lidt for klassiske violiner, der ledsager pisk og voldtægt, så får Nat nemlig nok. Han krydser spor med den ledeste af de hvide, imens de to kigger på hinanden øje til øje i en ond slow motion. Den slags betyder hævn og oprør.

Derfra deler Nat overbevisning med Jyn Erso. De er rebeller, der gør oprør imod en systemisk overmagt. Nats Darth Vader er alle hvide slaveejere, der tror, de kan sove trygt i deres slaveskabte guldbur. En hær samles til et slag så blodigt, at det ville gøre Mel Gibsons “Braveheart” stolt. For bibelen prædiker ikke kun lydighed, men også opstand imod undertrykkelse. Det er her, jeg bedst kan lide genfødslen. Fordi selv om oprøret er retfærdigt, så er det også ondt, grumt og grimt, når en økse hakker en sovende massa i stumper og stykker. Både lydighed og opstand har konsekvens.