Black Christmas
Udgivet 22. dec 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Årene går, og barndomshjemmet er i mellemtiden blevet hjemsted for en flok kvindelige studerende fra det lokale universitet. Skæbnen vil det hverken værre eller bedre, at Billy netop den juleaften mange år senere slipper ud fra sit fangenskab, klar til på ny at udgyde blod og rædsel i sit gamle barndomshjem. Det er for så vidt tonen i dette svært forudsigelige, men anderledes dunkle juleeventyr. Bedst er den ironiske brug af julens sødme til at skabe rædsel og gru. Det kommer ikke mindst til udtryk i den overdrevne og skamløse brug af klassiske julemelodier på lydsiden, alt imens Billy skånselsløst maltrakterer sine ofre på billedsiden.
Som gyser er “Black Christmas” imidlertid mere frastødende end egentlig uhyggelig, hvilket for så vidt nok er uløseligt forbundet med forudsigeligheden. Men har det derimod været et mål i sig selv at vække afsky, at få julemaden til at vende sig en ekstra gang i tarmsystemet, ja så er det et mål, der er lykkedes til fulde. Måden Billys udsete ofre en efter en kommer af dage på, og måden han efterfølgende lemlæster deres kroppe på, er al grund til enten at væmmes ved eller frydes over en film som “Black Christmas” her i højtidens stund. Nærværende anmelder vil nu nok lade sig sortere under førstnævnte kategori.
Eneste umiddelbare styrke ligger altså i det ironiske spil med den søde juletid, der her er blevet vendt helt og aldeles på vrangen og vendt til en mørk og dyster ‘lavtid’. Det er næppe den, man ser frem til med samme spænding og forventningens glæde, som det ellers er og har været tradition med dens således diametrale modsætning, julen. “Black Christmas” har immervæk sine øjeblikke med de ironiske tiltag, men meget mere er der desværre ikke at komme efter i den forbindelse. Fotohåndværket og de stemningsfulde kulisser hører formentligt til filmens allerstærkeste kort, alt imens skuespillet leveres anderledes ukritisk. Men hvem kan nu også fortænkes i den forseelse med så klichespækkede replikker og et ditto manuskript?
Bedst ved den til højtiden ganske belejligt udkomne “Black Christmas” er billed- og lydside, mens filmen i sig selv ikke opretholder samme høje niveau. Trods enkelte glimt af fortællemæssig ironi plages Glen Morgans genindspilning nemlig af en forudsigelig handling, klichefyldte replikker og ditto handlingstråde. Uhyggen er aldeles fraværende, alt imens det kvalmende islæt for enkelte måske kan blive et eftertragtet trækplaster. For os andre vil den traditionelle jul frem for den sorte af slagsen nu nok være at foretrække.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet