Johnny Depp forklædt som gangster

Når jeg ser Johnny Depp i “Pirates of the Caribbean” eller som den beslægtede indianer i “The Lone Ranger”, så tænker jeg altid: ”Se, Johnny Depp er udklædt.” Det er forklædninger. Han ér ikke rollen. Den balance er anderledes i “Black Mass”. Her ér Johnny Depp Boston-gangsteren James ‘Whitey’ Bulger. Den hårdt tilbagetrukne frisure, en misfarvet fortand og de psykotisk små pupiller placeret midt i koldt glasblå øjne er ikke bare en udklædning. Det er en del af en helstøbt karakter, der desværre er fanget i en halvstøbt film.

Selv om Depps ensporede mafia-psykopat er frontfigur på plakaten, så er han reelt ikke hovedperson i “Black Mass”. Han har ganske vist mest skærmtid, som han dygtigt bruger på at likvidere alle dem, der muligvis kan angive ham til politiet. Men han er bare en brik i et spil. En brik, der er den dygtigste voksenmobber. Som da han truer en medsammensvoren med kniv for at få fingre i opskriften på en bøfmarinade. En familiehemmelighed. Da han får opskriften, går Bulger amok over, at han fik den. Var det måske ikke kun for familien? Kan man nu stole på dig!? Ren skolegård. Depp er dygtig til at være ond vendekåbe. Hvis du vender ryggen til ham, så får du en kugle i nakken.

I stedet er det reelt Joel Edgertons FBI-agent, som hyrer irske Bulger til at stikke de italienske mafiakonkurrenter, der er en slags drivende karakter for “Black Mass”. Han kender James og senator-brormand, Billy Bulger, fra barndomskvarteret i Boston. Han stoler på dem. Bruger ord som loyalitet og ære, imens han giver ‘Whitey’ fripas til at blive gangsterkonge i 1970’ernes Boston på bekostning af italienerne. Og her er det så, at “Black Mass” halter. Hvorfor gør agent Connolly det? Drømmen om et guldur og pænt jakkesæt virker ikke stærk nok til at udviske det skel imellem politi og røvere, som vi kalder for loven.

Forsøget på at levere en pointe om, at der ikke er reel forskel på lovbryder og lovhåndhæver, er som et brev sendt med Postdanmark. Den kommer aldrig frem. Det bliver kun begrundet med gammelt venskab. At du er din opvækst. Ligesom Henrik Sass og Suzuki-Torben. Begge fra Køge, men derfor begynder Sass jo ikke at drikke øl med og løse problemer for en rocker, der bryder de love, som politikeren laver. Hmm. Dårligt eksempel. Min pointe er, at “Black Mass” er som en halshugget høne. Den løber en masse steder hen, men den aner ikke hvor eller hvorfor. Kone, søn, håndlangere og fjender bliver sjældent vigtige for ‘Whitey’ eller “Black Mass”.

Det navnestærke cast hjælper ikke til at finde og sætte en retning. Når jeg ser Benedict Cumberbatch som brormand Billy, så må det være vigtigt, hvad Billy gør. Ligesom Kevin Bacons FBI-chef, Corey Stolls chefanklager, Dakota Johnsons hustru, Peter Sarsgaards narkoman eller David Harbours kollega til Connolly må være vigtige. Det er markante navne, der tager opmærksomhed. Men de er der bare. Gør deres ting, imens “Black Mass” tøffer fra 70’erne op i 80’erne, uden der sker andet, end ‘Whitey’ bliver ondere, Connolly mere korrupt og gangstergenren kedeligt forsikrer om, at forbrydelser ikke betaler sig. På film.