Mens vi venter på den næste Spike Lee

USA kunne godt bruge en ny Spike Lee. En filminstruktør, der begavet, følsomt og med kunstnerisk mod kan udforske og spidde racismens væsen, som Lee gjorde i “Do The Right Thing” fra 1989. For nok sidder der en sort præsident i Det Hvide Hus, men racespændingerne i USA nærmer sig bristepunktet. Med denne deprimerende virkelighed som bagtæppe vralter “Black or White” klodset ind på scenen – et ubegavet, tonedøvt familiedrama, spækket med racistiske stereotyper og et æstetisk udtryk, der skriger made for tv.

“Black or White” kommer ellers på et velvalgt tidspunkt. Der har været god grund til at diskutere racisme i USA i de seneste år. Der har dog ikke været mange film, der har formået at bidrage til debatten. “Fruitvale Station” fra 2013, om politimordet på den unge, sorte Oscar Grant, er måske det bedste forsøg, som nyere amerikansk film har præsteret. Martin Luther King-filmen “Selma” er det seneste seriøse bud. Ingen af de to film har dog for alvor formået at sætte en dagsorden. Man må kigge langt efter den næste “Do The Right Thing”.

“Black or White” ændrer ikke på dette. Tværtimod. Instruktør og manuskriptforfatter Mike Binder forsøger at bruge et klassisk familiedrama som indgangsvinkel til at diskutere racistiske fordomme. Ikke i en bred samfundsmæssig sammenhæng, men i de nære personlige forhold. I centrum står den lille pige Eloise. Hendes hvide mor døde under fødslen, og hendes sorte far har lidt for travlt med crackpiben til at bekymre sig om, at han har en datter. Derfor er Eloise vokset op hos sin mormor og morfar. Mormoren dør i en trafikulykke i indledningen, og så står morfaren, spillet af Kevin Costner, alene med sit barnebarn.

Konflikten tager fart, da Eloises farmor beslutter sig for at vriste forældremyndigheden fra Kevin Costner. En hvid mand kan umuligt tage sig af en lille sort pige, mener hun. Eloise har brug for en stærkere forbindelse til sine afroamerikanske rødder. Desuden er Costner sikkert racist inderst inde. Det var godt nok ikke et problem, da den ellers enormt hvide mormor stadig var i live. Så hvorfor er det pludselig et argument? Ingen anelse. Det er dog blot en mindre svaghed i forhold til det forfærdelige rod, “Black or White” er som helhed. Der er større problemer. Fremstilling af Eloises uansvarlige sorte far er så stereotyp, at han mest af alt minder om en racistisk karikatur. Han er en doven las, som ikke engang kan holde sig vågen, da han for første gang i mange år skal tilbringe et par timer med sin datter. Han er mere interesseret i at tigge penge til crack.

Kevin Costners karakter vækker også undren. Han er hårdt påvirket af sin datter og kones død. Derfor drikker han en del. Det er vist meningen, at det skal være trist og alvorligt, men samtidig bliver hans fuldemandsmanerer brugt som vildt upassende comic relief. Han taler sløret, udtaler navne forkert, sætter sig ind i en forkert bil. Han slingrer sig gennem filmen med en drink i den ene hånd, mens han støtter sig til diverse møbler med den anden. Et andet eksempel på den malplacerede komik er Eloises unge, overkvalificerede lektiehjælper, der har skrevet videnskabelige artikler om alt fra matematik til litteratur, som han hiver op af sin taske i tide og utide. Hvad vil filmen med sådan et komisk sidekick? Det virker både klodset og ufølsomt over for de seriøse spørgsmål. Og så er det ikke engang sjovt.