Black Panther

InstruktionRyan Coogler

MedvirkendeChadwick Boseman, Michael B. Jordan, Lupita Nyong'o, Danai Gurira, Martin Freeman, Daniel Kaluuya, Andy Serkis, Angela Bassett, Forest Whitaker, Sterling K. Brown

Længde134 min

GenreSci-Fi, Action, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen15/02/2018

Anmeldelse

Black Panther

4 6
Marvel-heltenes konge

Nu er det alvor. Efter et grinagtigt godt 2017 med Spider-Mans hjemkomst og Thors “Ragnarok” så skifter Marvel nu tone, inden “Infinity War” begynder. For der er meget lidt at grine af i solofilmen “Black Panther”, hvor black lives matter i en futuristisk ridderfilm, som er inspireret af både “Løvernes konge” og James Bond.

Det klæder Marvel med mangfoldighed. Efter et 2017 med sjov skifter man nu tilbage til “Civil War”-alvoren, hvor Chadwick Boseman første gang blev introduceret som Black Panther, den nye konge af Wakanda – det afrikanske mashup-rige af flyvende tallerkener og krigere med spyd og tallerkenmund. Det gamle stammekontinent møder Marvel og Tony Starks trang til krigsteknologi. Den mangfoldighed er også klædelig. Den bedste mangfoldighed er dog den, der præger castet. Boseman og den her fortællings Scar, Michael B. Jordan, er i front for sorte skuespillere, som selv får lov til at være handlekraftige helte og skurke, imens den hvidt vestlige verden for en sjælden gangs skyld må se passivt på.

For det er ikke New York, der igen-igen skal reddes, men derimod Wakanda. Her skal T’Challa indtage tronen som den fornuftige, fredsskabende konge, hvilket udfordres af Killmonger med dreadlocks, der vil hævne de hvides undertrykkelse af de sorte. Det er samme hårdtslående diskussion, som Professor X og Magneto har i “X-Men”-serien: Dialog og sameksistens eller militært modsvar? Det forfremmer også Michael B. Jordan til den mest interessante skurk i MCU. Han er ikke bare ond fordi. Han er ond på grund af forældrenes svigt. Præcis som i efterårets “Ragnarok”, hvor Odins synder i fortiden skabte Døden i form af Hela.

“Black Panther” begynder dog Marvel-året mere safe, end hvad 2017 bød på. Det er den gode og den onde ridder i kamp om kongeriget, der udmærker sig med en kvindelig Q-opfinder, general og spion, der alle får lov at vise handlekraft, uden de skal animeres fra sort til blå eller grøn a la “Avatar” eller “Guardians of the Galaxy”. Marvel Studios demonstrerer en sikker alvor, men er stadig bedst, når de er alvorligt sjove – det bliver “Black Panther” aldrig for alvor.

I stedet er der Black Bond med casino, spioner og diamanter, der i det næste sender helten i sort suit af sted i vild biljagt i koreanske Busan efter håndlangere med maskinpistoler i en neon-kulisse, som understreger mangfoldigheden i “Black Panther”, hvor high tech og højhuse i det næste smelter sammen med bongotrommer og næsehorn på savannen. Her er det ikke synd for Afrika, som det oftest er, når Vesten stjæler blood diamonds fra de stakkels sorte på film. Nu tager Afrika selv hovedrollen – på helte-godt og skurke-ondt.

Black Panther er en moderne Kong Arthur, der sikrer sit Camelot. Som Avengers har reddet New York. Marvel-historien gentager sig selv, indtil Thor i “Ragnarok” tog flugten. Det var nyt. Det er “Black Panther” ikke. Men den er alvorligt mangfoldig. Marvel-heltene kan være stolte af deres nye konge.

Trailers

Kort om filmen

Marvel Studios er tilbage med solofilmen “Black Panther”, hvor vi følger T’Challa, der efter mordet på sin far i “Captain America: Civil War” vender hjem til sit land, det isolerede, men teknologisk avancerede afrikanske land Wakanda, for at indtage tronen som konge.

Straks efter sin hjemkomst dukker en gammel fjende op, og T’Challa må agere som både Konge og Black Panther, da han bliver draget ind i en konflikt, der sætter hele Wakanda og verdens skæbne på spil.