Chanceløs i Chanel

Finanskrisen og dens altfortærende råddenskab er både katalysator og omdrejningspunkt for Woody Allens 46. og anderledes alvorlige spillefilm, “Blue Jasmine”. Allen selv har, som vanen byder, både instrueret og skrevet manuskript – aldeles fremragende skal det siges, men det er Cate Blanchett som titlens tungsindige Jasmine, der for alvor skal applauderes for sit arbejde. Næste års Oscar-statuette er allerede sendt til indgravering.

I filmens åbningsscene møder vi Jasmine i førsteklasseskupéen på et fly fra New York til San Francisco. Hun er på vej hjem til sin fraskilte søster, Ginger (Sally Hawkins), hvor hun skal bo, indtil hun kommer på fode igen. Jasmine er nemlig blevet godt og grundigt knockoutet af ægtemanden (Alec Baldwin) Hals fald fra de finansielle tinder i New York. Han er røget i fængsel for bedrageri, hele formuen er konfiskeret, og Jasmine ejer nu kun det tøj, der kan være i hendes enorme Louis Vuitton-kufferter.

Oven i ydmygelsen ved at skifte penthousen på Manhattan ud med søsters to-værelses er Jasmine også på sammenbruddets rand. Det er gået op for hende, at hun aldrig har gennemført en uddannelse, men bare har giftet sig ind i de høje cirkler. Faktisk er hendes eneste talent at indrette huse. Men det har hun ikke engang papirer på. Kan hun samle småstykkerne af sig selv op og stykke dem sammen igen? Eller er Jasmine allerede fortabt?

Nok er 77-årige Woody Allen med “Blue Jasmine” tilbage i sit New York (og San Francisco) efter en del europæiske afstikkere de sidste ti års tid, men ikke alt er ved det gamle. Oven på de både hyggemorsomme og lyse “Midnight in Paris” (2011) og “To Rome with Love” (2012), lurer alvoren og mørket konstant i “Blue Jasmine”. Jovist er dialogen som altid skarptskåren og lynende intelligent, karaktergalleriet levende og skuespillerne uhyre velvalgte, men denne gang har Allen nærmest overgået sig selv og skabt en så kompleks hovedrolle, at man ikke ved, om man skal grine, græde eller måske begge dele. Af og til er man måske vel nok i vildrede. Sarte Cate Blanchett brillerer i sit livs rolle som en skrøbelig, stolt, snobbet, drikfældig, pilleslugende, ubehøvlet og syg kvinde. Det ene øjeblik har man lyst til at give hende en bjørnekrammer og det næste at synge hende en flad lussing. Blanchetts præstation afstedkommer mindelser om den fabelagtige Gena Rowlands i ægtemanden John Cassavetes mesterværk “A Woman Under the Influence” fra 1974. Med tics, sorte mascararande under øjnene og et ildevarslende, tomt blik arbejder Jasmine sig helt ind under huden på én.

Omkring Jasmine sværmer en hel horde velspillende biroller. Britiske Sally Hawkins, der fik et velfortjent gennembrud i Mike Leighs “Happy-Go-Lucky”, spiller Jasmines adopterede søster med en ligefrem og afvæbnende sødme. Igen og igen tilgiver hun Jasmine hendes snobbede bemærkninger, alt imens hun selv kæmper med en jaloux kæreste, to børn, en eksmand og en hurtig affære. Alec Baldwins karakter er en krydsning af hans sleskcharmerende cheftype i komedieserien “30 Rock” og virkelighedens mørke finansfyrste, Bernard Madoff. Oplagt casting. Men mest overraskende er gensynet med 1990’ernes slemme stand-up’er, Andrew Dice Clay. I sin første filmrolle i et årti rammer Clay forbavsende rent den rette, dramatiske tone som søsteren Gingers eksmand, Augie, der har et par sandheder oppe i ærmet til Jasmine.