Breathe In
Udgivet 12. jan 2015 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Præmissen for Drake Doremus’ kærligheds- og familiedrama “Breathe In” synes ved første øjekast noget fortærsket: dragende udvekslingsstudine flytter ind og forstyrrer familieidyllen i forstaden. Men lagt i hænderne på dygtige Doremus, der giver sine skuespillere plads og fortællingen en afdæmpet, nærmest langsommelig rytme, er “Breathe In” alligevel værd at bruge tid på. Også selvom du godt nogenlunde ved, hvordan det hele skal ende.
En ovenud likeable familie, hvor faderen Keith underviser i musik på den lokale high school og vikarierer som solo-cellist i et symfoniorkester. Han spilles med en tilbageholdende charme af Guy Pearce i skovmandsskjorte og flotte briller. Så der er ikke noget at sige til, at Sophie betages af den desillusionerede skolelærer med braste musikerdrømme. Da hun selv viser sig at være en virtuos pianist, der hellere vil læse Brönte ved poolkanten end pjatte med sine kåde jævnaldrende, og faktisk interesserer sig for Keiths kommende audition til en fast plads i symfoniorkesteret, er tiltrækningen gensidig og blikkene de to imellem slår gnister. Og det er her – i de forbudte og sitrende øjeblikke – “Breathe In” er bedst.
John Guleserians afventende, håndholdte kamera bringer en konstant uro ind i fortællingen. Søgende observerer du samtaler over køkkenbordet, i bilen og til tvungen vennemiddag. Forsøger at aflæse et flygtigt blik eller dét, der ligner et begyndende smil i en nervøs mundvig. Flirter familiefaderen virkelig med udvekslingsstudinen eller er der i virkeligheden tale om to mennesker, der slet og ret er skabt for hinanden? Når Guleserian endelig klipper ind i et nærbillede, holder du vejret i spænding, mens Dustin O’Hallorans melankolske score afdæmpet, men effektivt, hiver i alle de følelser, det overhovedet kan komme i nærheden af.
Når skuespillet er så fint og så afdæmpet, og instruktør Drake Doremus oftest rammer plet med sin insisteren på at lade fortællingen udrulle ganske adagio, bliver det endnu mere tydeligt, hvor “Breathe In” halter og symbolikken bliver for tung. Familien spiller blandt andet Klodsmajor, og far får det skrøbeligt konstruerede trætårn til at styrte sammen. Mor samler på gamle småkagekrukker og smadrer samlingen i et anfald af forsmået hustruvrede. Og jeg tror godt, vi alle sammen forstår, hvad det betyder, når far Keith bedrøveligt klapper klaverlåget i. Farvel til kreativiteten og kærligheden.
“Breathe In” er ikke meget mindeværdig, men derimod yderst seværdig. Særligt takket være de stærke skuespilpræstationer fra Guy Pearce og – ikke mindst – Felicity Jones, der gestalter en gådefuld og dragende karakter, du heldigvis aldrig bliver helt klog på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet