Når skuespillet er så fint og så afdæmpet, og instruktør Drake Doremus oftest rammer plet med sin insisteren på at lade fortællingen udrulle ganske adagio, bliver det endnu mere tydeligt, hvor “Breathe In” halter og symbolikken bliver for tung. Familien spiller blandt andet Klodsmajor, og far får det skrøbeligt konstruerede trætårn til at styrte sammen. Mor samler på gamle småkagekrukker og smadrer samlingen i et anfald af forsmået hustruvrede. Og jeg tror godt, vi alle sammen forstår, hvad det betyder, når far Keith bedrøveligt klapper klaverlåget i. Farvel til kreativiteten og kærligheden.
“Breathe In” er ikke meget mindeværdig, men derimod yderst seværdig. Særligt takket være de stærke skuespilpræstationer fra Guy Pearce og – ikke mindst – Felicity Jones, der gestalter en gådefuld og dragende karakter, du heldigvis aldrig bliver helt klog på.
Skriv ny kommentar:
