Poleret storfilm fra instruktøren bag “Precious”

Fra et socialrealistisk øjebliksbillede af nutidens Amerika til glanspoleret storfilm. Forskellen er til at tage at føle på i sammenligningen mellem instruktør Lee Daniels anmelderroste drama “Precious” fra 2009 og hans biografaktuelle “The Butler”, hvor stort set hele Hollywoods A-liste er blevet kørt i stilling for at skabe rammen om et storslået periodedrama af dimensioner. Det er alt andet end petitesser i amerikansk historie, der kommer under behandling i “The Butler”, men derimod nogle af de største og mest betydningsfulde politiske dramaer, som landet nogensinde har gennemgået. Der spildes derfor ingen tid, når vi på filmens 132 minutter skal nå hele vejen fra Eisenhower til Obama, og gennem hovedkarakteren Cecil Gaines har Daniels på kløgtig vis fundet en måde at placere publikum lige midt i orkanens øje, når nogle af de største begivenheder i Amerikas historie udspiller sig i både det ovale værelse og hjemme i de amerikanske stuer.

Selvom vi i “The Butler” både skal nå omkring begivenheder som Vietnam-krigen og det tragiske attentat på John F. Kennedy, er filmen dog først og fremmest optaget af de sortes borgerrettighedsbevægelse. Hovedkarakteren Cecil Gaines, der bringes til live af en altid velspillende Forest Whitaker, er baseret på personen Eugene Allen – en afroamerikansk mand, der tjente som butler i Det Hvide Hus under hele syv præsidenter fra 1957 til 1986. En medrivende historie, der første gang så dagens lys i Wil Haygoods Washington Post-artikel “A Butler Well Served by This Election” (2008), som mønstrer en unik, personlig fortælling, der samtidig kommer usædvanligt tæt på de højere magter fra en lige så usædvanlig vinkel og derved danner oplagt materiale for en filmatisering.

Filmen starter i 1926 på en bomuldsplantage i Sydstaterne, hvor den unge Cecil må overvære den brutale nedskydning af sin egen far, da denne forsøger at sætte sig op imod sin kones voldtægtsmand, som også er familiens arbejdsgiver. Lige inden er Cecil blevet rådet af sin far til aldrig at sætte sig op imod de hvide, og i kølvandet på farens mord ser vi den fuldstændige passivering af drengen, da han tager hul på et langt liv som tjener for de mennesker, der nådesløst rev hans familie i stumper og stykker. I Cecils karakter stadfæstes det ene af filmens to bud på, hvordan man som menneske kan forholde sig til og bekæmpe undertrykkelse. I kraft af sin godhjertede – men passive – tilgang, er Cecil senere i livet med til at påvirke og ændre den hvide mands (tilfældigvis her også landets mest magtfulde) opfattelse af de sorte.

Som modstykke hertil følger vi Cecils søn, Louis, der i sin proaktive kamp mod landets raceopdeling når omkring både Malcolm X og de sorte pantere, og han personificerer på mange måder en ideologisk tankegang, hvor vejen til forandring indebærer kamp og store personlige ofre. På trods af den tilsyneladende uendelige række af Hollywood-stjerner, der konstant vælter ind fra højresiden som større og mindre skikkelser i amerikansk historie, er det faktisk i dette spændingsfelt, at filmen finder sin reelle styrke. På den måde er det befriende, at filmen – i sit ellers polerede udtryk – giver stof til eftertanke uden at proppe en bestemt holdning ned i halsen på sin tilskuer.

Som i den danske “Spies og Glistrup” er der i “The Butler” skruet godt op for de fiktive elementer i dramatikkens tegn, og man ender uundgåeligt med at trække lidt på smilebåndet over butlerens imponerende talent for altid at dukke op til tjeneste på det ovale værelse, når særligt vigtige emner er på præsidentens dagsorden. Det er dog tilgiveligt i en film som “The Butler”, for har man først råbt storfilm i Tinseltown, kan man lige så godt gå all in og spille på samtlige tilgængelige dramaturgiske barometre for at opnå det ønskede resultat.