Et forhastet venskab

Det kan være svært at fortælle et helt livslangt venskab på kun to timer. Det er “Cézanne og Zola” bevis på. Det hjælper ikke på det, at det er to berømte kunstnere, der er tale om. For til trods for et livslangt venskab og 117 minutters spilletid så udvikler venskabet og fjendskabet sig så lidt imellem de to, at jeg aldrig når at blive venner med hverken Cézanne, Zola eller den her film.

Cézanne var rig. Zola var fattig. Den ene var forfatter. Den anden var maler. Den ene fik succes. Den anden gjorde ikke. Hvis ikke det lægger op til konflikt, så ved jeg ikke hvad, der gør? “Cézanne og Zola” udpensler det fra start. Vi har to berømtheder. De er venner. De er fjender. De er sort og hvidt. Her er et drama uden lige mellem to historiske kunstnere, der foruden kampen for succes også kæmpede med deres forhold.

Men jeg forstår aldrig Cézanne og Zolas venskab. Hvorfor i alverden er de blevet venner? Émile Zola bliver mobbet af de andre børn i skolen. Han har italienske rødder og er fattig. Paul Cézanne siger stop til bøllerne. Bum. Sådan bliver man åbenbart venner for livet. Herefter følger det ene korte klip efter det andet, hvor de laver ting sammen. Sådan bliver man venner. Det er så forhastet, at jeg aldrig fangede venskabet. For der er jo så meget, man skal nå på to timer. Og venskabet er først lige begyndt. Desværre.

Det bliver ikke meget bedre med det venskab eller fjendskab, når Cézanne og Zola bliver ældre. Jovist bliver Zola succesfuld og Cézanne ej, men det virker konsekvensløst, når de bliver uvenner. Den ene scene sviner de hinanden til. Den næste er de gode venner igen. Indtil de bliver uvenner lidt længere henne i scenen. Og så forfra. Der er ingen udvikling i venskabet, der blev til fjendskab. Det er episode på episode. Og bum. Så kom vi til startscenen, hvor de gamle mænd ikke har talt sammen i lang tid af fjendskab. Åbenbart. ’Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg holdt så meget af dig?' siger Cézanne. Ved du hvad? Det kan jeg sgu heller ikke!

Cézanne og Zola bliver bare aldrig Mozart og Salieri. De fleste ved, hvem Mozart og Salieri er. I hvert fald efter “Amadeus”. Historien om de to historiske komponister og måske fjender blev til en god historie på film. Miloš Forman gjorde historien dramatisk og spændende. Det er ikke tilfældet med Cézanne og Zola. Det er som at kigge på et leksikon. En Wikipedia-film i stedet for en ny “Amadeus”.