Chapter 27

InstruktionJ.P. Schaefer

MedvirkendeMolly Griffith, Erik Wolfe, Matthew Nardozzi, Melissa Demyan, Mark Lindsay Chapman, George Bryant II, Jeff Skowron, Redman Maxfield, Adam Scarimbolo, Lauren Milberger, Jared Leto, Jeane Fournier, Kevin Cannon, Ursula Abbott, Victor Verhaeghe, Michael Sirow, Matthew Humphreys, Brian O'Neill, Lindsay Lohan, Judah Friedlander

Længde84 min

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Chapter 27

4 6
Portræt af en morderMed ekstra 31 kilos dødvægt er den amerikanske skuespiller Jared Leto maskeret til ukendelighed i rollen som drabsmanden Mark Chapman, der 8. december 1980 – mens våbenkapløbet mellem USA og det daværende Sovjetunionen stadig var på sit højeste, og røgen fra Vietnam-krigen endnu ikke helt havde lagt sig – gjorde en ende på det forhenværende Beatles-medlem John Lennons liv.
“Chapter 27” er således et udokumenteret portræt af det menneske, der i et anfald af afmagt og sindssyge – formentligt i hvert fald – ihjelslog den verdenskendte musiker foran dennes New Yorker-bopæl i Dakota-bygningen, som for i øvrigt også har dannet rammerne for indspilningen af Roman Polanskis “Rosemary’s Baby”. Mest af alt tegner mordet på John Lennon billedet af en gal mands værk. Drevet af fortællerstemmen i forfatteren J. D. Salingers “Forbandet ungdom”, uddrag af biblen og en ubændig lyst til at udrydde al verdens falskhed og overfladiskhed, peger det indadvendte portræt mestendels også på skizofreni og psykopati i svær grad som et toneangivende grundlag.

Bedst er hovedrolleindehaveren Jared Leto, der til rollen har tillagt sig ikke mindre en 31 kilo på sidebenene. Hans spil rummer som altid nærvær og indfølt dybde, og det er for så vidt svært at se, at “Chapter 27” kunne have opretholdt samme niveau uden et sådant bidrag fra den nys overvægtige skuespiller. Desværre henstår præstationen ret isoleret, al den stund filmen som helhed ikke favner lige så dybt eller bredt. Og således er filmen en ensidig rejse ind i morderen Mark Chapmans tungsind og forvitrede tankegang, og det er dermed også dens store svaghed. Måske fordi rejsen ind i morderens indre ikke nødvendigvis fordrer et motiv eller tilbyder en løsning på det meningsløse drab.

Rekonstruktionen er ambitiøs og gør det muligt at bevare interessen for Mark Chapmans videre skæbne, mens han venter foran Dakota-bygningen fra morgen til aften for at møde sit idol og for at få en autograf på den til lejligheden indkøbte lp. I første omgangs nøjes Chapman med at stifte bekendtskab med Lindsay Lohans imødekommende Jude og sladderbladsfotografen, den iltre Frederick. Ventetiden afløses undervejs af tilfældig Beatles-sladder, men mest af alt dog en alvorstung og dedikeret forberedelse til den fatale handling, der førte til et stort tab for musikverdenen og en livstidsdom for den egentlige hovedperson.

Undervejs mister “Chapter 27” imidlertid en stor del af sin energiske fremdrift og peger udelukkende frem mod den skæbnesvangre slutning, der desværre kendes alt for godt. Der bliver aldrig stillet spørgsmål til hvorfor, men udelukkende tegnet et billede af en gal mands værk. Filmen sætter sig på sin vis mellem to stole, hvor portrættet af en morder er fortræffeligt fortalt igennem Jared Letos uforlignelige indlevelsesevne og igennem de lydkulisser, der kundgør det skizofrene sind, men hvor den overordnede fortælling ikke på samme måde formår at følge beretningen om den hawaiianske musikfan, ægtemand og altså også morder til dørs.

Som et kuriosum spilles John Lennon i en mindre rolle i nærværende film af skuespilleren Mark Lindsay Chapman, der tidligere har måtte forpasse tilsvarende roller på grund af det påfaldende og hult klingende navn. På den led savnes også større fokus på netop John Lennons person, der i “Chapter 27” må nøjes med ganske få sekunders medvirken. Motivet er under alle omstændigheder diffust og retorikken ensidig, og netop derfor havde en inddragelse af musikeren selv måske givet filmen et mere brugbart perspektiv. Når det kommer til stykket er John Lennons sidste dage nu nok mere interessante end morderens ditto.

Selv om denne portrætfilm ikke tilnærmelsesvist matcher beslægtede inden for sin genre, er “Chapter 27” alligevel en bemærkelsesværdig film med fødested uden for det tonstunge Hollywood maskineri og rummer i det mindste en uforglemmelig præstation fra Jared Leto. Om Mark Chapmans udåd skyldtes religion, en verdensberømt ungdomsroman eller simpel skizofreni er fortsat et mysterium. Mere sikkert er det imidlertid, at filmen trods svingende tempo og nærvær er et tiltrængt bidrag til en dialog om John Lennons alt for tidlige død, selv om fangrupperinger har forsøgt at forhindre filmens tilblivelse.

Video”Chapter 27″ fremstår i det udmærkede anamorphic widescreen 1.85:1 format. Udgivelsens transfer tager sig godt ud, men enkelte tilfælde af støj og i større grad også edge-enhancement fornægter sig desværre ikke. I tilgift byder den visuelle del også på enkelte uskarpe billeder samt en kontrast, der svinger en smule, mens farvetemperaturen er anderledes god.
AudioFilmen suppleres af de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS lydspor, der er af en højere standard og i den grad medvirker til levendegørelsen af hovedpersonens forkvaklede sind. Underlægningsmusikken fordeler sig lifligt i alle kanaler, dialogen er tydelig, og Mark Chapmans skizofrene fortællerstemme, her i form af Jared Letos ditto, folder sig kælent ud som blafrende sommerfuglevinger. Atmosfæren kan til gengæld være lidt kedelig, men bagatelliserer på ingen måde et overordnet stærkt udtryk.
EkstramaterialeUdgivelsen består af to skiver, hvor filmen sammen med trailerne for “Fragile” og “London to Brighton” befinder sig på den ene. På den anden befinder sig udelukkende den smagløse, ligegyldige og halvanden time lange dokumentarfilm “The Spirits of John Lennon”, hvor udvalgte clairvoyante forsøger at få kontakt med den afdøde stjerne hinsides. Det ligner dog et spil for galleriet i underholdningens tegn, og troværdigt er det ikke, om end dokumentarfilmen dog også indeholder mere interessante bidrag om kunstnerens liv og levned.

“Chapter 27” er en jævn portrætfilm med udgangspunkt i John Lennons psykopatiske morder, Mark Chapman. Bedst er dog Jared Letos opofrende skuespil, indlejret i et skizofrent og forkvaklet sind, mens handlingen som helhed har udtalte mangler og ikke rummer tilnærmelsesvis samme pondus. Filmen følges i øvrigt til dørs af udmærkede tekniske specifikationer, men påkalder sig desværre unødig opmærksomhed takket være en smagløs og unødvendig dokumentarfilm blandt det sparsomme ekstramateriale.


Trailer

Kort om filmen

8. december 1980. Millioner af mennesker husker præcist, hvor de befandt sig på denne mærkedag i musikhistorien. Den dag blev verden frarøvet et musikalsk geni, da Mark Chapman skød og dræbte det tidligere Beatles-medlem John Lennon uden for hans hjem i New York. I “Chapter 27” portrættes Mark Chapman i dagene før, et af verdens mest medieomtalte mord blev begået.