City of Your Final Destination, The

InstruktionJames Ivory

MedvirkendeNicholas Blandullo, Sofia Viruboff, Omar Metwally, Alexandra Maria Lara, Charlotte Gainsbourg, Laura Linney, Norma Argentina, Hector Fonseca, Anthony Hopkins, Norma Aleandro, Hiroyuki Sanada

Længde120 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen13/02/2014


Anmeldelse

City of Your Final Destination, The

3 6
Rødvinstrivialiteter i litervis

James Ivory er synonym med britiske kostumedramaer, og med “Resten af dagen” og “Howards End” har den amerikanske(!) instruktør leveret to af de bedste af slagsen. I modsætning til Ivorys mest succesfulde film så er “The City of Your Final Destination” dog ikke et periodedrama. Nej, her er der tale om en nutidig fortælling. Men behersker den aldrende instruktør også skildringen af livet i den pulserende storby?

Det har jeg absolut ingen anelse om. For selvom “The City of Your Final Destination” foregår i det 21. århundrede, så udspiller handlingen sig på en større landejendom i Uruguay. Her bor familien til den afdøde forfatter Jules Gund, og som deres ældre ejendom også fint illustrerer, så sidder de fast i fortiden. Eller måske nærmere intetheden. For hvad de helt præcist får tiden til at gå med, kan være svært at hitte ud af. I rollen som enke bestiller Laura Linney i hvert fald ikke meget andet end at surmule, og elskerinden, spillet af Charlotte Gainsbourg, bruger det meste af sin tid på havearbejde.

På papiret lyder det lovende. Den amerikanske professor Omar tager til Uruguay for at bede om lov til at skrive en biografi om en berømt, afdød forfatter. Og når familien, som skal overtales, består af en enke, en elskerinde samt Anthony Hopkins, som den homoseksuelle bror, så ville det være nærliggende at tro, det blot er et spørgsmål om tid, før familieskænderiet kan bryde ud. Men der tog jeg fejl. For familien har – som elskerinden Arden også selv fortæller – altid haft let ved at samleve. Det er modigt at lade den skæve familie have det forholdsvist uproblematisk sammen, men når det samtidig betyder, at dramaet udebliver, så virker det som lidt af et selvmål.

For filmen vil ganske enkelt ikke nok. Laura Linney gør det ellers fortrinligt som den reserverede enke, og Anthony Hopkins er charmerende som den homoseksuelle bror, der vil have smuglet smykker ud af landet. Men når samtaleemnerne omhandler trivialiteter som kvaliteten af deres drinks, så minder filmen mest af alt om en kedelig familiefødselsdag. Der er dog enkelte momenter, hvor man kommer ned under overfladen på karaktererne. Bl.a. da enken Caroline afslører, at hun udelukkende maler kopier af mesterværker for ikke at røbe for meget om sig selv. Her kommer James Ivorys rolige og omhyggelige instruktion til sin ret.

Det hele bliver også noget mere medrivende i filmens anden halvdel, hvor Omar forelsker sig i elskerinden Arden. Og eftersom Omars kæreste samtidig kommer på besøg i Uruguay, så kan et klassisk trekantsdrama begynde. Det er hamrende banalt, og romancen blegner da også i kompleksitet sammenlignet med kærlighedsforholdet i “Resten af dagen”, men det er ikke desto mindre medrivende. Romancen fungerer især takket være Charlotte Gainsbourg, der er umulig ikke at holde af som den letsindige elskerinde. Desværre føles hovedrolleindehaveren Omar Metwally til sammenligning fejlcastet, og den naturlighed, der skal til for at få hans lidt naive karakter til at fungere, mangler simpelthen.

Hvorfor Omar helt præcis er så opsat på at skrive en biografi om Jules Gund, bliver man aldrig rigtig klog på. På samme måde fandt jeg heller aldrig ud af, hvorfor “The City of Your Final Destination” skulle laves. Jovist, den har bestemt sine øjeblikke, og Ivorys rolige instruktion og smukke billedkompositioner er stadigvæk en nydelse for øjet. Men det ændrer ikke på, at “The City of Your Final Destination” alt i alt er en ujævn omgang, der langt hen ad vejen savner den intensitet, der gjorde Ivorys tidligere film seværdige. Hvis du alligevel tager ind og ser Ivorys seneste film i Cinemateket, så vil jeg anbefale dig at gøre det den 14. februar, hvor James Ivory vil være til stede til en Q&A. Så kan du passende spørge ham – hvorfor?


Trailer

Kort om filmen

Anthony Hopkins er forrygende som kulturel bøsse, samlevende med en yngre japansk elsker og et slagkraftigt barskab, Laura Linney er vidunderlig som bitchy enke og Charlotte Gainsbourg sætter liv i kludene som elskerinde til flere sider. Det hele foregår i et minisamfund i Uruguay, hvor rige jødiske indvandrere stadig drikker drinks tidligt på dagen, holder tjenere og værner om familiens klenodier.