Coco

InstruktionLee Unkrich, Adrian Molina

MedvirkendeSofie Gråbøl, Vigga Bro, Henrik Koefoed, Torben Zeller

Længde105 min

GenreAnimation, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen08/02/2018

Anmeldelse

Coco

4 6
Familiesammenføring

Det er kun halvdelen af USA, der vil bygge en mur. Den anden halvdel vil bygge bro. Pixar viser med “Coco”, at de tilhører den sidste halvdel. Her er der ganske vist stadig grænsekontrol fra Mexico til den anden verden, men også en bro, der fører familier sammen – i stedet for en mur, der skiller dem. “Coco” er en familiefilm med stort F og en repræsentation af Mexico, der ikke er narko og bander som i “Sicario”.

For det er ikke fattigdom og flugt, der hærger Pixars Mexico, men derimod farverig folklore på De Dødes Dag, hvor de døde mindes og fejres med musik på landsbyens plaza. Det gælder bare ikke Miguels familie, der har gjort musik forbudt fra den dag, at tipoldefar med drømme om succes og en guitar i hånden skred fra tipoldemor og lille datter. Musikken nedbrød familien. Men Miguel elsker musik, så nu tager han på rejse inderst inde i De dødes rige på jagt efter musikken og tipoldefar. Hvordan? Hokus Pokus Pixar, nu kan Miguel krydse broen som en anden afdød.

For det er igen en fantasifuld rejse, som Pixar sætter ud på lige under de bedste; “Op” og “Inderst inde”, som “Coco” måske er lige rigeligt nok inspireret af. Men jeg forstår godt lysten til at efterligne genialiteten fra “Inderst inde”, hvor barnets komplekse følelsesliv blev reduceret til farvede følevæsner i det indre. Pixar gør det svære ganske let. Og døden er et endnu mere svært emne end følelser. Hvad sker der, når vi dør? Svaret i “Coco” er en rejse til De dødes rige.

På den måde tager Miguel på samme rejse, som Joy gjorde det ind i langtidshukommelsen i “Inderst inde”. I De dødes rige er der dog ikke kulørte mindearbejdere og en uhørt rørende Bing Bong, som jeg stadig mindes som en god legekammerat. Der er derimod skægge skeletter og en grøn løve med horn og vinger, der sikrer fantasien, imens minderne som i “Inderst inde” spiller en stor rolle for alvoren. Hvis ingen husker dig i det levende Mexico, så dør du for alvor i De dødes rige – familie betyder noget. Det er den lektie, Miguel skal lære, imens han jagter musik-succes i en leg med døden.

Men måske er “Coco” også en brobygger på godt og ondt. For den bygger ikke kun bro til og fra Mexico, men også imellem Pixar og Disney, der er kendt for dygtigt at få tiden til at gå med en sang. Og så en til. Jeg vil ikke kalde “Coco” en Disney-musical i stil med “Frost” og de andre ‘Klassikere’, men det er tæt på med “Forglem mig ej”-sangen i front for et forglemmeligt soundtrack. Det er sådan set også fair nok, når nu emnet er musik, men det har bare også altid været et adelsmærke for Pixar at være anderledes end Disney. Nu er forskellen minimal – broen er bygget.

Jeg sætter pris på rejsen i “Coco”. Rejsen til et Mexico, der ikke igen er et sted fyldt med problemer. Og jeg sætter pris på broen til De dødes rige, hvor Pixar-fantasien igen lever. For der er brug for nysgerrige brobyggere, når så mange har mere travlt med at bygge den mur.

Trailers

Kort om filmen

“Coco” følger den 12-årige dreng ved navn Miguel, der sætter en kæde af begivenheder i gang vedrørende et 100 år gammelt mysterium, som fører til en ekstraordinær familie-genforening.

På trods af familiens lange forbud mod musik, drømmer Miguel om at blive en berømt musiker som idolet, Ernesto de la Cruz.

I et desperat forsøg på at bevise sit talent finder Miguel sig selv i De Dødes Rige, hvor han møder den charmerende Hector, og sammen tager de på et fantastisk eventyr.