En upassende kærlighedstrekant

“Muntert utilpas” er nok den beskrivelse, der er mest rammende for en film som “Cyrus”. Den lander lige på det sted, hvor man både føler sig noget ubekvem ved situationen, men alligevel er i en så bizar situation, at man ikke kan lade være med at grine over det hele.

Der er til gengæld mindre at grine af for John, som ikke just får stimuleret lattermusklerne, da det viser sig, at der bag hans vidunderlige nye kærlighed gemmer sig en fæl konfrontation med papsønnen fra helvede i form af den 21-årige Cyrus.

Det faktum, at vi har John C. Reilly og Jonah Hill i hovedrollerne vækker hurtigt forventningerne mod noget meget lavkomisk, og plottet lyder da også umiddelbart som noget i stil med “Mr. Woodcock”. Skinnet bedrager dog gevaldigt. Om noget så demonstrerer filmen fortrinligt præcis, hvor forskellige den samme fortælling kan være alt efter, hvordan man angriber den. I udformningen er vi meget tættere på indie-film såsom “The Station Agent” og “The Visitor” end “Step Brothers” og “Knocked Up”.

Filmens John er ellers en fredelig og lidet imponerende herre, der efter sin skilsmisse er i så sørgelig forfatning, at selv hans ekskone forsøger på at skubbe ham videre. Hun får ham til en fest, hvor han mod alt forventning og rimelighed får nedlagt den særdeles tiltrækkende Molly spillet af Marisa Tomei. Deres forhold bliver lynhurtigt alvorligt, men med i pakken følger også Cyrus, hvis forhold til moderen vist ikke er helt sundt. I Jonah Hills korpulente skikkelse bliver han fremstillet som en forvokset baby, hvis familieforhold skriger langt væk af ødipale komplekser.

Jonah Hill har imponeret mig og vist også alle andre med sin komiske timing i “Superbad”, men han præsterer her nogle elegante nuancer, som man næppe umiddelbart havde tiltænkt ham. Mod John er han næsten overvældende venlig og høflig, men bag hver gestus synes der at lure noget foruroligende falsk, og samtidig bliver hans overdrevne hensyntagen intimiderende. Han er en figur, som i en vanlig komedie meget hurtigt ville blive karikeret, men filmen nægter konsekvent at følge den vej, og som resultat er han en relativt troværdig størrelse. Det samme gør sig gældende for både John og Molly, der på hver sin måde er typer, vi kender fra utallige komediefilm, men som alligevel afbildes ganske nøgternt, uden der ligefrem går kitchen-sink-drama i den. Filmen er lavet af Mark og Jay Duplass, og de to brødre har tydeligvis givet langt mere plads til skuespillerne, end hvad man normalt ser i amerikanske film. Ofte har scenerne en lidt tilfældig improviseret udformning, og scener med fokuseringsfejl, som ellers normalt ville blive skrottet, er blevet bibeholdt her for at give det hele en skødesløs fremtoning.