En voksen kvinde med et arbejde

Tænk sig, at den kan føles så frisk. En film om en voksen kvinde, der har et arbejde, hun holder af. Det siger noget om filmverdenens kvindebilleder, at noget så trivielt og hverdagsligt føles mere uventet end den mest kringlede high concept-konstruktion. Men det siger også noget om Mia Hansen-Løve, den franske instruktør med de danske rødder, der har lavet “Dagen i morgen”. Hun fortæller historier, som på papir lyder undselige. Men på lærredet får de en helt særlig, stilfærdig rytme, der springer de slag over, som de fleste andre instruktører ville betone.

Som i sidste års fremragende “Eden”. Her fortæller Hansen-Løve om dj’en Paul og hans relativt succesfulde undergrundskarriere som pladevender på de parisiske natklubber. Den afmålte succes fiser med årene ud i det rene ingenting. Ingen store fiaskoer, folk møder bare mindre og mindre talstærkt op til festerne. Kærester kommer og går. Oftest uden stor fanfare. En bikarakter begår selvmord. Øjeblikket får knapt nok lov til at fæstne sig, før fortællingens stille strøm er gledet videre. De store, dramatiske, livsomvæltende begivenheder berøres kun ganske nænsomt. Aldrig mere end det. Det er det upåfaldende liv mellem højdepunkterne, der betones, når Hansen-Løve laver film.

Sådan er det også i “Dagen i morgen”, hvor Isabelle Huppert spiller filosofilæreren Nathalie, der ud af det blå bliver forladt af sin mand. Han har fundet sig en elskerinde. Yngre, naturligvis. Samtidig klager forlaget over, at den lærebog, Nathalie engang skrev, også er ved at blive gammel og støvet. En ny, mere iøjefaldende model er nok at foretrække. Av. Først ægteskabet, så den professionelle prestige. Et utal af andre film har lært os, at hvis Nathalie skal blive glad igen, så skal hun finde sig ny mand. Som minimum kissemisse lidt med ham den unge, flotte eks-studerende, der ser op til hende som en mentor. Det kan godt være, de taler om filosofi, men det handler da i virkeligheden om sex – ikke? Og når Nathalie siger, at hun har et intellektuelt liv, der er spændende nok til at give tilværelsen mening – selvbedrag, ikke?

Nej. Og nej. Den slags platheder har ingen plads her. Ingen melodramatiske scener fra et ægteskab i opløsning. Ingen fortvivlede romantiske famlerier. Den ene dag tager i al ubemærkethed den næste, mens Nathalie stille og roligt finder sig til rette med sin nyfundne frihed. Selvfølgelig er det et hårdt slag at blive forladt af sin mand. Men det bliver aldrig knusende. For Nathalie er mere end en mor og en hustru. I åbningsscenen retter hun opgaver på en ferietur, mens familien utålmodigt skynder på hende. Og hendes mest voldsomme reaktion mod skilsmissen handler mest af alt om de huller, som bruddet efterlader i bogreolen. Der er så mange ting, der kan give livet fylde.

Derfor handler “Dagen i morgen” også om så meget andet end forliste ægteskaber og nye begyndelser. Der er andre tematikker på spil: Radikal idealisme og praktisk fornuft. Verdensforandring og verdensfortolkning. Nathalies unge protegé er en aktivistisk akademiker, der vil revolutionere verden. Nathalie selv vader lige gennem en blokade af studerende, der demonstrerer mod den hævede pensionsalder. Hun vil bare undervise. Lære de unge at tænke selv. Som altid hos Mia Hansen-Løve er det de mindste armbevægelser, der gør det største indtryk.