Fodboldens forbandelse

For nogle er fodbold blot en dødkedelig holdsport. 90 ulidelige minutter med 22 mænd, der sparker til en rund klump læder, mens tusindvis af tilskuere opfører sig som gakkede galninge. For disse skeptikere er det umuligt at forstå, hvordan fodbold kan skabe rivalisering mellem klubber, byer og sågar nationer, når der jo “bare” er tale om en beskeden sportsgren. For andre (inklusive undertegnede) er fodbold et narkotikum, man simpelthen ikke kan leve uden. Og der er ingen steder på planeten, hvor sporten fostrer større rivaliseringer, kampe eller følelser end i den engelske fodboldliga, som er omdrejningspunktet i “The Damned United”, der ligeledes vækker store følelser.

Det vrimler ikke just med gode film om verdens mest populære sportsgren. “Zidane, un portrait du 21e siècle” var en smuk, fransk perle om Zinédine Zidane, og Ken Loachs komedie “Looking for Eric” gav os en masse at grine af i selskab med Manchester United-legenden Eric Cantona. Ellers har der været mange forglemmelige metervarer – lige fra den opreklamerede “Goal”-trilogi over “Bend it like Beckham” til John Hustons “Victory”, hvori fodboldveteraner som Pelé og Bobby Moore medvirkede. Men “The Damned United” hæver sig afgjort over genrens usle standarder.

Filmen fortæller den (til dels) sande historie om en af spillets største managere, Brian Clough, og om dengang han i blot 44 dage tilbage i 1974 var træner for klubben Leeds United, som indtil for få år siden var en af Englands største klubber. Clough havde tidligere været manager for Derby, og dengang nedsablede han Leeds’ manager og holdets aggressive spillestil. Den slags bemærkninger går ikke just ubemærket hen blandt fans eller spillere, så da Clough drog til Leeds, lå katastrofen allerede i kortene. Instruktøren Tom Hooper og manuskriptforfatteren Peter Morgan iscenesætter Cloughs fald som en nyfortolkning af Shakespeares “Julius Cæsar”, hvor Clough agerer den romerske kejser, der bliver forrådt af sin omgangskreds og mister grebet om magten, før han til sidst skaffes af vejen.

Filmen tager udgangspunkt i David Peaces bog af samme navn. Den irske Leeds-veteran Johnny Giles var så rystet over Peaces påstande, at han sagsøgte forfatteren – og vandt. Der kan måske sås tvivl om historiens autenticitet, selvom mange af fortællingens kendsgerninger er uangribelige, men soundtracket, kostumerne, kulisserne og Ben Smithards mesterlige kameraarbejde skaber i fællesskab et fuldkommen troværdigt portræt af 1970’ernes England. Og alle biografifilm har jo et element af fiktion. Det vigtigste her er, at man tror på karaktererne og begivenhederne inden for fortællingens rammer, og det gør man – ikke mindst på grund af Hoopers præcise instruktion, Morgans omfattende, men målbevidste manuskript og skuespillernes superbe præstationer.

Peter Morgan har givet Michael Sheen hans bedste roller: Den nyvalgte Tony Blair i “The Queen”, den højrøvede journalist David Frost i “Frost/Nixon” og nu rollen som Brian Clough. Clough, som døde i 2004, var det 20. århundredes José Mourinho: Karismatisk, genial og særdeles selvglad. Han havde god grund til at være det – han scorede mere end 250 mål som spiller og nød også stor succes som manager. Men Sheen lader ikke Cloughs ego overskygge hans enorme charme, og Sheen lader os indimellem ane Cloughs brister – såsom den tærende tvivl, der især hæmmede ham i hans unge dage. Sheens ufuldkomne, elskværdige Clough er umulig ikke at tiljuble, uanset om man i sin tid holdt med ham eller konkurrenterne.

Timothy Spall er også herlig som Cloughs gamle ven og højre hånd, Peter Taylor, som valgte ikke at tage til Leeds sammen med Clough. Skildringen af det mægtige makkerpars splittelse er nøjagtig lige så spændende og dramatisk som både den psykologiske og fysiske dyst mellem Clough og hans brutale spillere, som blot vandt én kamp under Cloughs lederskab og endte i tabellens kulkælder. Det er den klassiske historie om den lille, retskafne mands kamp mod det store, uretfærdige system, fortalt med øje for både god, underspillet humor og underholdende, karakterdrevet drama. Man savner at komme mere under huden på Cloughs spillere, men dette er trods alt en rammende historie om en mand, som forsøgte at besejre sine værste fjender ved at omskole dem, men fejlede.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Billedet er knivskarpt – det er især fornøjeligt at overvære fodboldkampene, hvor de flyvende græsstrå og rislende regndråber ofte fremstår forbløffende tydelige. Farverne er tydeligvis blevet manipuleret (især de blå og røde nuancer har fået et ekstra nøk), men filmens unikke look styrker blot følelsen af, at man befinder sig i en anden tidsalder, og farverne er altid naturtro. Kontrasten vakler indimellem lidt – billedets mørkeste områder fremstår ikke helt så dunkle, som de burde, og små detaljer går indimellem tabt. Men oftest er kontrasten helt upåklagelig, og hverken snavs, støj eller nævneværdige glorier forekommer.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er ligeledes imponerende. Især kampen mellem Leeds og Derby på en mudret grønsvær byder på udsøgt lyddesign, hvor musikken folder sig fornemt ud, mens lyden af det skrålende publikum og de hyppige spillersammenstød får nakkehårene til at vibrere. Den auditive atmosfære er generelt overbevisende (lidt mere aktivitet under dialogscenerne havde været velkommen), replikkerne er klokkeklare, og støj figurerer aldrig. Subwooferen brummer, som den skal, og panoreringerne er effektive og virkelighedstro.

Ekstramateriale

Instruktør Tom Hooper, producer Andy Harries og hovedrolleindehaver Michael Sheen har indtalt et informativt kommentarspor, som fans af både engelsk fodbold og selve filmen formentlig vil sætte pris på. Trioen debatterer blandt andet de steder, hvor filmmagerne har manipuleret lidt med sandheden. Derudover er her en bitte stak trailere, hele 43 minutters ofte udmærkede slettede scener (som Hooper kommenterer) og næsten en hel times velproducerede, dybdeborende dokumentarer om både filmens tilblivelse og virkelighedens Brian Clough.