Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 143

Bedste tidsrejsefilm?

  • Tilbage til fremtiden (1985)
    41%
  • Terminator 2: Dommedag (1991)
    29%
  • Twelve Monkeys (1995)
    12%
  • X-Men: Days of Future Past (2014)
    4%
  • Looper (2012)
    3%
  • Terminator (1984)
    3%
  • Abernes Planet (1968)
    3%
  • En anden film
    2%
  • Primer (2004)
    1%
  • Hot Tub Time Machine (2010)
    1%
  • Time After Time (1979)
    0%
  • Timecop (1994)
    0%
  • QEDA (2017)
    0%
  • Midnight in Paris (2011)
    0%
  • Bill & Ted's Excellent Adventure (1989)
    0%

Darling

Originaltitel: Darling
Instruktion: Birgitte Stærmose
Medvirkende: Danica Curcic, Ulrich Thomsen, Gustaf Skarsgård
Produktionsår: 2017
Længde: 103 min.
Land: Danmark
Sprog: Dansk
Genre:
Drama
Links: IMDb
Censur: 11 år
I biografen: 19/10-2017
Bio-distributør: Nordisk Film

Dato: 18. October 2017   Af: Morten Vejlgaard Just (Morten Vejlgaard Just) - Skriv din mening i forummet

Danish Swan

Birgitte Stærmose har set "Black Swan". Det forstår jeg godt. Det er en god film. Darren Aronofskys bedste. Om en psykotisk ballet-diva, der bliver drevet af ambition, misundelse og moderligt pres til den blodige vej som første-ballerina i "Svanesøen". Nu får vi så den velfærds-hyggelige danske svane-ballerina, som pænt mimer Aronofskys trin.


Foto: Christian Geisnæs


For ligesom "Black Swan" brugte sin ballets dobbeltgænger-tema om den hvide og den sorte svane, så spejler "Darling" sig i ballet-stykket "Giselle", som Danica Curcics hjemvendte super-ballerina skal opføre på Det kongelige til kærestens koreografi. Her svigtes Giselle af manden, hun elsker, falder ned i vanvid og fortvivlelse, inden hun tilgiver ham til slut. Det er det identisk samme manusgreb som i "Black Swan" med en skør ballerina i en verden, hvor du enten er bedst eller glemt.

I min verden bliver "Darling" hurtigt glemt. For den leverer ikke det dansende vanvid, som den lover. Meta-kommenterende fortæller kærestekoreografen ellers om "Giselle", at plottet er mærkeligt, men det er følelserne ikke. "Darling" bliver bare aldrig ret mærkelig, men danser i stedet straight af sted på en lige line med et dansk sikkerhedsnet spændt ud til at gribe, inden det bliver for sært.


Foto: Christian Geisnæs


Det gør det næsten, da en fysisk skadet Curcic må opgive hovedrollen i "Giselle" til Polly. I stedet bliver hun personlig træner for opkomlingen. Den nye pige bliver ret træt af den ekstreme træning. Ret træt!? Den afgående ballerina vrisser… Nu kommer det… Det mærkelige… Raseriet... Over at være blevet vraget… Over at være gammel… Nu, nu, nu… Nej. En kildetur giver den gamle den nye. Og så et grin – vi hygger i den danske ballet. Ligesom klimaks bliver en pikspiller til den her fortællings Harvey Weinstein og en tur i metroen. Der er langt til "Svanesøen".

Forestillingens maniske svane forsøger dog at give linedansen kant. Danica Curcic er bidsk, barsk og voldsomt skrøbelig som den dominerende diva, som træner den nye pige i at få den knoglede krop til at stå på tå. Med rødt hår og en brændende, indre ild er hun autentisk som en dansk Norma Desmond, som længes efter de gode, gamle balletdage, hvor hun var stjernen i spotlyset. Gid, at Stærmose havde skrevet hende endnu mere skør i en oplagt psykotisk verden af tapede tæer, der kan knække så klamt. I stedet må jeg nøjes med en evig, uforståelig blodtud til koreografen, der er træt af, at kæresten blander sig. Han kan selv.


Foto: Christian Geisnæs


Vurdering: Darling

Det kan han ikke. Det er Danica Curcics film, der er et hyggeligt hulemaleri af "Black Swan", hvor de ikke nøjedes med næseblod. For hvis du ikke vil glemmes i ballettens skøre verden, så kræver det, at du er den bedste. Det siger divaen også til Polly. Hun er måske god nok til at danse i danske København, men glem New York og den store verden. Det samme kan siges om "Darling".



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.