Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 85

Vil du se Zack Snyders cut af "Justice League"?

  • Ja
    68%
  • Nej
    32%

David Lynch - The Art Life

Originaltitel: David Lynch - The Art Life
Instruktion: Jon Nguyen
Medvirkende:
Produktionsår: 2016
Længde: 90 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Dokumentar
Links: IMDb
Censur: 7 år
I biografen: 20/04-2017
Bio-distributør: Angel Films

Dato: 19. April 2017   Af: Andreas Strini Lethan (Andreas Strini) - Skriv din mening i forummet

David Lynch – kunstneren

Der sidder han. Strittende, gråt hår med benene krydset og en cigaret i hånden. Manden er David Lynch. Manden har stået bag filmklassikere som "Blue Velvet" og "Elefantmanden". Desværre handler "David Lynch – The Art Life" bare ikke om ham. Derimod handler den om kunstneren, David Lynch, der bare maler. Øv.


Foto: Angel Films


David Lynch har aldrig været meget for at tale om sine film. Eller rettere sagt om sin kunst. Han mener, at den bør tale for sig selv. Aldrig har han indspillet et kommentarspor på en dvd. Aldrig kommer han til det. Det er også i tilfældet i "David Lynch – The Art Life". Han taler ikke om sine værker. Selv om det er en film om ham, så har han sin integritet. Derfor må man vise Lynchs inspiration og tanker om sine værker på en anden måde. Præcis som Lynch ville gøre det.

"The Art Life" er bygget op som en ramme om et kunstværk. Rammen er Lynch med barnebarn, der sammen maler og hygger i hans atelier. Værket er fortællingen fra barndom og frem. Alt bliver berørt. Alt lige fra hans unormalt normale opvækst til den spirende interesse for malerkunsten. Rammen viser, at inspirationen er kommet fra kunstværket, der er Lynchs eget liv. Han maler sine fortællinger fra barndommen og livet som ung kunstner i Philadelphia. Et indblik i kunstnerens inspirationer.


Foto: Angel Films


Det er ikke kun i malerkunsten, at Lynch henter inspiration fra livet. Det stråler også ganske usagt ud af hans livshistorie, at hans film har udspring herfra. "David Lynch – The Art Life" er som at se en film af manden selv. En lille Lynch leger på den stereotypiske villavej. Pludselig træder en kvinde ud af et buskads. Hun er nøgen og bløder fra ansigtet. Hun går som en zombie hen og sætter sig på fortovskanten. Hun begynder at græde. Resten kan lille Lynch ikke huske, men scenen kunne sagtens have optrådt i "Lost Highway" eller "Mulholland Drive" eller...

Titlen "David Lynch – The Art Life" skal tages bogstaveligt. Det er en film om kunstneren, der maler. Meget kort bliver Lynchs indledende optagelser af "Eraserhead" berørt, men det er ikke det, som det skal handle om. Her blev jeg slemt skuffet. Jeg havde håbet på et kunstnerisk indblik i Lynchs filmrepertoire, men fik i stedet et indblik i hans malerkunst, som jeg ikke nærer interesse for. Det fik "The Art Life" ikke ændret på.


Foto: Angel Films


Vurdering: David Lynch - The Art Life

David Lynch er for mig først og fremmest en filminstruktør. Ham, der mystisk skræmmer mig med mordet på Laura Palmer til en god kop kaffe på en diner i "Twin Peaks". Derfor er det ærgerligt, at "David Lynch – The Art Life" ikke berør den del af hans karriere mere, end det er tilfældet. Det hele er processer og inspiration fra privatlivet og malerkunsten. Havde det dog bare været om hans film, så havde jeg været glad. I stedet sidder han bare der, kunstneren, David Lynch.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.