Blinkende Allan Gump

Forestil dig en blanding af “Forrest Gump” og “Blinkende lygter” tilsat en ordentlig portion alderdom. Det er sådan cirka, hvordan Felix Herngrens forrygende “Den hundredårige” (med undertitlen: “der kravlede ud af vinduet og forsvandt”) føles. Og dog, for her er intet af “Forrest Gump”s sødsuppe, og “Blinkende lygter”s rå æg er erstattet med personskade af den mere uheldssvangre art. Men opskriften består dog langt hen ad vejen af de samme ingredienser: et begivenhedsrigt liv, der på forskellige måder har influeret det 20. århundredes historie, og kulsort humor, som kun skandinaver kan servere den!

Man skal endelig ikke lade sig snyde af titlen og tro, at her er tale om en stillestående gammelmandsfilm uden hverken nosser, elefanter eller eksplosioner. Faktisk skal man ikke mere end nogle minutter ind i filmen, før vor hundredårige hovedrolle, Allan Karlsson, i en iskold hævnaktion sprænger en morderisk ræv i luften. Bum, og så er vi i gang! Allan har nemlig måske lidt destruktiv passion for eksplosioner, hvilket i løbet af hans liv både har haft sine fordele og sine ulemper. Det er aldrig smart at sprænge lokale købmænd i luften, men man får hurtigt alle verdens lederes opmærksomhed, når man opfinder atombomben!

Allan er imidlertid blevet hundrede år, og tilværelsen på et plejehjem passer ham ikke. Han kravler derfor ud af vinduet og forsvinder, men på hans færd går der ikke længe, inden han har mord og tyveri på samvittigheden, en rockerbande med forbindelser til udenlandsk organiseret kriminalitet i hælene, og et helt slæng af venligsindede, medskyldige medhjælpere med sig. Det betyder også, at filmen skal have mange ting med. Ting, som det oprindelige roman-forlæg nok nemmere har kunnet håndtere, men spilletiden udnyttes så godt, at nært ved intet føles forhastet. De enkelte scener har slagkraft nok til hurtigt at etablere karakterer, og pusterummene fra det hektiske handlingsforløb formår at give tid og plads til de karakterer, det er værd at føle for.

Filmen er morsom i alle facetter. Både når bølgerne går højt, og når hverdagen bare er kompliceret. Det er meget hurtigt tydeligt, da hjemmehjælperen Alice bakser med at holde styr på alle de lys, der skal i lagkagen til en 100-års fødselsdag, men glemmer hvor hun kom til og må starte forfra igen. Det er i øvrigt en episode, der tidligt indikerer, hvor fint selv de små roller bruges til at skabe et morsomt univers. Løbende fortæller Allan på bedste Forrest Gump-vis om sit liv, og det er til tider koldkrigssatire af uhyre latterskærende karakter! Både Franco, Stalin, Reagan og Gorbatjov får sig nogle ordentlige hug, når deres veje af den ene eller anden grund krydser Allans.

Den balance imellem den lille og den store fortælling rummer dybder, der spænder videre end blot til mellemgulvets lattermuskler. Der er helt sikkert politiske kommentarer, og kontrasten imellem evighedsstudenten Bennys besvær med at træffe valg og den aldrende Allans tilfældigt udformede liv kunne snildt være udgangspunktet for en eksistentialistisk analyse. Men ligesom pointen i filmens eneste eksplicit udtalte budskab (”livet er, som det er, og bliver, som det bli’r”), så er der ingen grund til at flytte sit fokus fra hysteriske grin til alvorlig tankevirksomhed. “Den hundredårige” er, som den er, og det er helt igennem fremragende!