Super-Zlatan

Hvis man som mig er vild med titlens kæphøje svensker og har set alle de tv-dokumentarer, portrætter og interviews, der er til at opdrive om ham, så er der ikke meget nyt at hente i “Den unge Zlatan”. Vinklingen er skarp og følger stramt fodboldspillerens udvikling fra ungt, utilpasset Malmø-talent over dyr og upopulær Ajax-angriber til kulminationen, da han triumferer som verdensstjerne i den italienske storklub Juventus. Det er Super-Zlatans origin story. Det kunne have handlet om mere end bare fodbold, ligesom Zlatans egen selvbiografi gjorde det. Desværre står filmen her ikke mål med sit emne.

Det store trækplaster er en række arkivoptagelser fra Zlatans første tid på Malmøs førstehold. En bumset, ranglet teenager med over 350 fraværstimer i skolen. Og et ekstraordinært talent, der vakte blandede reaktioner fra hans jævne svenske fodboldkolleger. Allerede dengang kunne han ting, som de mere erfarne holdkammerater aldrig ville komme i nærheden af. Men han havde endnu ikke forstået at anvende sine evner i holdets tjeneste. Han var mere interesseret i at ydmyge modstanderen med en vild dribling, end han var i at score. Den enorme karisma og det endnu større ego er tydeligt fra starten. Men det er også en lukket, ensom ung mand, der har svært ved at stole på nogen, der viser sig i de gamle arkivoptagelser.

Opvæksten i et socialt boligbyggeri. De svenske småborgeres forargelse over den selvsikre indvandrersøn, der opførte sig, som om han var bedre end alle andre. Den slags behandles kun i forbifarten. Misundelse, grænsende til foragt, ulmer i øjnene på hans holdkammerater, da Zlatan muntert træder ind i omklædningsrummet, efter han er blevet solgt til hollandske Ajax for et rekordstort beløb. Men der graves ikke for alvor i det, der ellers er med til at gøre Zlatans historie til noget særligt. Også selv om man ikke interesserer sig for fodbold.

Det handler om livet som ung fodboldspiller. Det pres, der følger med, når man går fra at være den bedste i sit trygge hjemland og skal forsøge at begå sig i det store, kolde udland, hvor der hele tiden er holdkammerater, der lurer på at stjæle ens plads. Hvor man ikke kender sproget og ikke har noget socialt netværk. Det bør være pensum for håbefulde fodboldspillere. Det er bare ærgerligt, at det leveres i en uinspireret dokumentarform, der kun ved sin længde adskiller sig fra de portrætter, man kan se i diverse optaktsprogrammer uge efter uge.

Men altså. Du kan putte Zlatan ind i en kedelig ramme, men du kan ikke gøre Zlatan kedelig. Og bare det at se et par af hans store øjeblikke på biograflærredet var nok til at give mig kuldegysninger. Især ét mål. Jeg har nok set det på YouTube de første halvtreds gange. Men aldrig i sin sammenhæng. Det er den første ligakamp for Ajax efter en landskamp, hvor Zlatan skadede en af sine hollandske holdkammerater. Han er blevet slagtet i pressen. Hans egne fans pifter, hver gang han får bolden. Han scorer et mål. Afdæmpet jubel. Han scorer et til. Publikum er ved at tø op. Så tager han bolden, runder fem modstandere, får målmanden til at smide sig og sparker den overlegent i nettet. Stadion eksploderer. De fans, der buhede og piftede i kampens indledning, er ekstatiske. Dét er Zlatan Ibrahimovic. Trods, talent og karakterstyrke. Vildere bliver det ikke.