Devil’s Child
Udgivet 27. apr 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Umiddelbart lyder det ganske lovende, men er det langt fra. “Devil’s Child” er på mange måder en prætentiøs film, som vil en masse – på en og samme tid. Heriblandt fornemmes tydeligt livstegn i fugerne fra særligt Roman Polanskis hårrejsende “Rosemary’s Baby”. I nærværende film virker de strejf imidlertid som forfejlede vådeskud og forhastede forsøg på at skabe et sikkert hit. Det lykkes aldrig. Filmen plages fra start til slut af et langsommeligt tempo, en frugtesløs stil, og så bruges der alt for meget energi på at etablere de bærende karakterer i opbyggende situationer. Gentagelser fremmer som bekendt forståelsen, men her bliver det trods alt for meget af det gode. Der er eksempelvis grænser for, hvor mange gange vi behøver at opleve Joshua spille klaver eller opføre sig underligt over for forældrene for at erfare netop de ting om hans person.
Religion spiller en stor rolle i “Devil’s Child”, og det er derfor rationelt at tænke, at filmen i virkeligheden kunne have grobund i instruktørens egen opvækst i et kristent miljø. Synet er i al fald alt andet end positivt derpå og ekspliciteres igennem den dominerende og evangelistiske bedstemor, hendes vedhængende ægtefælle og ikke mindst Joshua, som på netop deres foranledning åbner sin sjæl for den kristne tro. Ligesom Joshua tydeligtvis er i en form for identitetskrise, som muligvis er affødt af at føle sig til overs ved ikke længere at være eneste barn i familien, er filmen som sådan på samme måde identitetsløs. Således veksler instruktøren mellem flere genrer og fortælleplaner.
Filmet for forholdsvist simple midler fungerer den skramlede og håndholdte kamerastil efter bedste beskaffenhed. Det gør derimod tempoet ikke, og af selvsamme årsag kan “Devil’s Child” godt siges at være lidt af en dødbider. Nu bringer fortællingen i sig selv ikke meget nyt med sig, og en opstrammer kunne på flere planer have været velvalgt. Som noget af det eneste fungerer det skærende klaverspil – et produkt af forældrenes store forventninger til sønnike – upåklageligt og fremelsker i særlig grad en stemning og en forventning om, at noget grumt er i vente. Det er der naturligvis også, men det bliver aldrig for alvor indfriet og lever slet ikke op til, hvad stemningen ellers antyder.
Trods flatterende skuespil er “Devil’s Child” et fejlslagent forsøg ud i filmiske spekulationer. Et langsommeligt fortællesprog, urealistiske handlinger og for mange gentagelser for at sikre forståelsen hos publikum spærrer vejen til succes. Desuden tilfører filmen ikke nyt og kunne bestemt være strammet op. “Devil’s Child” bærer præg af at ville en masse uden at have den fornødne ballast og bliver derfor en ligegyldig og hurtigt glemt affære.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet