Diary of the Dead

InstruktionGeorge A. Romero

MedvirkendeDaniel Kash, Joshua Close, Shawn Roberts, Tatiana Maslany, Todd Schroeder, Laura DeCarteret, Megan Park, Chris Violette, Joe Dinicol, Michelle Morgan, Amy Ciupak Lalonde, George Buza, Martin Roach, Scott Wentworth, Philip Riccio

Længde95 min

GenreGyser, Thriller

IMDbVis på IMDb

Anmeldelse

Diary of the Dead

3 6
Med kameraet som pen

Det er efterhånden fire årtier siden, at den legendariske gyserfilminstruktør George A. Romero første gang trak i arbejdstøjet og behagede sin dedikerede og siden støt voksende fanskare med den udødeliggjorte “Night of the Living Dead”. Helt så uforgængelig er femte og nyeste opus i filmserien om de levende døde, zombierne, i “Diary of the Dead” næppe, for generelt vil det ikke være forfejlet at påpege, at krudtet er ved at slippe op for den aldrende instruktør.

Det er ikke originalitet, der er nærværende films allerfremmeste force. Med det håndholdte kamera som den afdækkende pen dokumenterer en gruppe filmstuderende og deres småalkoholiserede underviser de begivenheder, som følger i kølvandet på endnu et globalt udbrud af trancelignende galskab, der med et trylleslag forvandler den samlede menneskerace til en flok søvnløse zombier. Over et kortere tidsrum er det, vi som tilskuere ser, identisk med de optagelser, som karaktererne får i kassen i deres semiprofessionelle dv-kameraer. Det her er en slags videodagbog, hvor det metafilmiske islæt til dels minder om den berygtede “The Blairwitch Project”, om end den slap noget bedre af sted med sit forehavende.

Under alle omstændigheder begynder de tvivlsomme festligheder, da føromtalte ungdommere er i færd med at indspille en primitivt opsat afgangsfilm – pudsigt nok en genrebevidst gyser – i en dunkel skov, mens katastrofen lurer om hjørnet. Stemningen på settet er anspændt, men det er imidlertid småtterier i forhold til de genvordigheder, der sidenhen venter. Via radio opsnappes nyheden om den livstruende udvikling, og sammen beslutter de med en autocamper som ypperste transportmiddel at finde vejen hjem til deres respektive familier. I nødens stund er familien en sikker havn. Den tur bliver selvfølgelig både bumlet og bøvlet og også fyldt med dramatiske udladninger, men skulle det alligevel lykkes at navigere uden om de hastigt formerende zombier, skulle materialet til en dokumentarfilm derom i hvert fald foreligge.

Moralen er tydelig og lyder velkendt. Hvornår er det oplevede fiktion, og hvornår er der tale om virkelige hændelser? Den diskurs er sat på spidsen med en flok filmnørder, som ikke alle evner at skille de to verdener fra hinanden. Som i seriens tidligere film er også “Diary of the Dead” ladet med veritable angreb på det samfund, som omgiver instruktøren Romero. New yorkeren lægger ikke fingre imellem, når det kommer til den sønderlemmende kritik af nutidens overvågningssamfund, hvor det i hans optik ikke er muligt at runde det næste gadehjørne uden af blive indfanget af indtil flere overvågningskameraer. Det er dog tematikker, som kunne have været serveret med lidt flere nuancer og lidt færre klicheer, end det her er tilfældet.

Brugen af klicheer er nemlig ikke heldigt anlagt. Romeros alter ego, som konstant og hele tiden vimser rundt med et kamera klistret til øjenhulen – til sin indebrændte kærestes store misfornøjelse – hedder ikke overraskende Jason. Hvor forudsigeligt kan det blive? Åbenbart ret forudsigeligt, for det samme gør sig gældende for den klejne fortælling, der drukner i de forventelige småbidder, som filmens helhed er stykket sammen af. Den del er ikke filmens største minefelt, og man fristes til at tro, at instruktøren fattes penge, siden han har kastet et så intetsigende manuskript i ringen. Måske alle havde været bedre tjent med det hvide håndklæde?

Det er ikke den dybe tallerken, zombie-genrens ukronede konge her lancerer, men trods den tåbelige (gen)fortælling, så har “Diary of the Dead” sine små øjeblikke, selv om de vil kunne tælles på en enkelt hånd. Den fladpandede humor, som undervejs falder over den stadigt skrumpende gruppe overlevere, kan være forfærdelig og plat, men bliver her ikke desto mindre til befriende højdepunkter som aflastning for fortællingens stålsatte monotoni. Og så er der også andre dilemmaer end de, der handler om filmmagerens mere eller mindre personlig angreb på samfundets normværdier. Tag for eksempel den evigtgyldige fokusering på kampen for overlevelse. Ville du slå dine kære ihjel, hvis det var eneste udvej for selv at overleve?

“Diary of the Dead” ligner en rutinepræstation fra en mesters hånd. I og for sig et sørgeligt eftermæle, de foregående meritter taget med i ligningen. Og så kan det også diskuteres, om ikke æstetikken får for lang snor. Det er et prisværdigt forsøg ud i realismens kunst, at filmen er optaget med de to håndholdte kameraer, som også indgår i fortællingen, men i det lange løb bliver det immervæk anstrengende for øjets iris, og et behov for indtag af søsygepiller er ikke så fjernt. Som søndagsfilm redder “Diary of the Dead” sig lige præcis over målstregen i kraft af gentagelsens anatomi. Men heller ikke mere end det.

Video

Det visuelle udtryk spiller en anseelig rolle i “Diary of the Dead”, hvor bevidste tekniske fejl skal antyde brugen af de delagtiggjorte kameraer. Det må siges at lykkes til fulde. Alligevel behager det ingenlunde overværelsen af filmens anamorphic widescreen 1.77:1-format, som er uden nævneværdige tilfælde af edge-enhancement, men til gengæld rummer digitale forstyrrelser samt enkelte udtværinger i et par af de mørkere scener. I samme dur gør den svingende kontrast og myrer i billedet sig bemærkede, mens farvetemperaturen til gengæld – trods enkelte udsving – er nogenlunde stabil. Og så gavner et markant lagskift midt i en scene heller ikke.

Audio

Auditivt eksekveres filmen i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som formentlig er udgivelsens bedste part. Dialogen er filmen igennem tydelig og blottet for overstyringer. Atmosfæren er velplejet, bidrager med flere distinkte lydeffekter, og så er der endda også et par vellykkede lydpanoreringer i vente.

Ekstramateriale

Ud over trailere for “The Flock”, “Funny Games”, “Altered” og “Never Back Down” rummer udgivelsen ikke ekstramateriale.

Ved første øjekast er det ikke til at komme uden om, at George A. Romero med “Diary of the Dead” er faldet af på den og ikke længere i samme grad har, hvad der skal til ud i den blodige zombie-genre. Derudover er spørgsmålet nok i højere grad, om ikke genren i sig selv er ved at være godt og grundigt fortærsket.

Trailer

Kort om filmen

Er det dommedag? Begyndelsen på enden? Kaos bryder ud over hele verden, og ingen kan forklare hvorfor. Snart holder medierne op med at tælle de døde. Snart tæller de de genopstandne… George A. Romero er tilbage med endnu en bloddryppende bizar gyser. Og du kan kun være sikker på én ting: De døde vender tilbage!