Diktatoren

InstruktionCharles Chaplin

MedvirkendeBilly Gilbert, Charles Chaplin, Paulette Goddard, Chester Conklin, Hank Mann, Carter DeHaven, Jack Oakie, Reginald Gardiner, Henry Daniell, Grace Hayle, Maurice Moscovitch, Emma Dunn, Bernard Gorcey, Paul Weigel, Esther Michelson

Længde125 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen25/12/2016

Anmeldelse

Diktatoren

6 6
En frygtindgydende klovn

Man skal ikke mange minutter ind i “Diktatoren”, før man indser, hvor unik den er. Hvor 99 procent af alle film om 2. verdenskrig handler om heltemodig død eller ubegribelig lidelse, går Chaplin linen ud i fjolleri. Ultimativt, betingelsesløst fjolleri. Fjolleri i en skala verden endnu ikke havde set. Og med så stor finesse, at jeg nu igen overgiver mig. Chaplins genistreg er, at han ikke kun tager luften ud af den ophidsede diktator, Hynkel, men taler dunder til alle gale krigsretorikere, nazister eller ej. Derfor er “Diktatoren” lige så skræmmende relevant i dag som dengang i 1940.

Det er først og fremmest en film om humanisme og fred, men med et sarkastisk og desillusioneret udtryk. I 1940 var USA stadig i tvivl, om Tyskland var fjenden. Men hos Chaplin er der ingen tvivl om antisemitismen og fremmedhadet. “Diktatoren” er en slet skjult parodi på Hitlers Tyskland, skruet op i klovneri og alligevel så utrolig præcist. Tomaniens Hynkel holder lidt brandtaler, undertrykker lidt jøder og skændes lidt med ministrene Herring og Garbitsch. Ingen forstår, hvor hårdt han har det. Det taler til Chaplins geni, at man sagtens kan se Hitler for sig, dansende rundt med en globus-ballon i Ørneborgen.

Samtidig vågner en jødisk barber og krigsveteran på et hospital. Han er Chaplins klassiske figur, vagabonden, der skal falde på røven og trække betjente og andre fisefornemme herrer med sig. Uskylden er bare pist forsvundet, når han bliver sat til at male ‘JØDE’ på sin butik. Det er ikke en Chaplin-film som alle andre, selv om kærlighedsaffæren med den smukke Hannah til at begynde med virker som det centrale hollywood’ske plot. I stedet tager Hynkel og hans humørsyge over, og spejlingen af over- og under-Tomanien fungerer knivskarpt. Hver gang diktatoren lige føler for det, rystes verden under ham.

Fokus er på, hvor absurd hele arrangementet er. Alle verdens problemer er skabt af mænd med mindreværdskomplekser. Jødeforfølgelserne i Ghettoen stopper, fordi Hynkel skal låne penge af en jødisk bank. Og begynder igen, da han bliver nægtet det. Fredspagten med diktator Napoloni (Benito Mussolini forklædt som brovtende bølle) indgås efter en madkamp med jordbær og fløde. Jeg ville grine mere, hvis det ikke virkede så tæt på virkelighedens diplomatiske cirkus.

Og så pludselig, bum! Hynkel tager ud for at fiske og bliver forbyttet med barberen. For første gang gøres der opmærksom på et ellers åbenlyst faktum: diktatoren og barberen ligner hinanden på en prik. Ligesom Chaplin og Hitler. En hel film bygget på ligheden af et overskæg. Det er en underligt pludselig finale, men i virkeligheden er “Diktatoren” mere en serie geniale komiske scener end en fornuftigt fremadskridende historie. Og når det samtidig giver Chaplin mulighed for at levere en af filmhistoriens mest gåsehudsfremkaldende taler, så er alt tilgivet.

Charles Chaplin spillede nazikortet, lang tid før nogen fandt på, at det kunne være et billigt trick. Og længe før han selv vidste, hvor meget han havde ret. Alene af den årsag er det værd at gense “Diktatoren”. For at forstå hvor kort der er fra den ultimative ondskab til det, vi accepterer. Eller det vi bare griner af.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Filmen udspiller sig i det fiktive land Tomania, hvor diktatoren Adenoid Hynkel (Chaplin) har overtaget magten. Han drømmer om en ren arisk race, om at udrydde jøderne og at overtage verdensherredømmet. Hans højre hånd er ministrene Garbitsch og Herring.

En jødisk barber (også Chaplin) ligner tilfældigvis Hynkel på en prik. Han blev såret under 1.verdenskrig og har tilbragt tyve år på hospitalet uvidende om de omvæltninger, der er sket i hans land. Da han vender tilbage til sin barbersalon i ghettoen, står den uberørt af tidens tand. Han ved ikke selv, hvor lang tid, der er gået. Men kort efter går Hynkels tropper til angreb på ghettoen og smadrer vinduerne. Den ulykkelige barber finder dog glæde i den smukke Hannah og deres venskab udvikler sig til kærlighed. Men på magtens tinde har Hynkel planer om at invadere nabolandet Osterlich og har brug for finanser. Han søger derfor lån hos den jødiske finansmand Schultz. Da denne tillader sig at betvivle Hynkels motiver, slår han igen hårdt ned på jøderne og barberen ender sammen med Schultz i koncentrationslejr. Efter en flugt bliver barberen og Hynkel imidlertid forvekslet med hinanden. Hynkel arresteres af sine egne soldater, mens barberen ender på Hynkels talerstol.