District 9

InstruktionNeill Blomkamp

MedvirkendeWilliam Allen Young, Robert Hobbs, Sharlto Copley, Jason Cope, Vanessa Haywood, Kenneth Nkosi, Nathalie Boltt, Sylvaine Strike, Elizabeth Mkandawie, John Sumner, Greg Melvill-Smith, Nick Blake, Morena Busa Sesatsa, Themba Nkosi, Mzwandile Nqoba, Barry Strydom, Jed Brophy, Louis Minnaar, Marian Hooman, Vittorio Leonardi

Længde112 min

GenreSci-Fi

IMDbVis på IMDb

I biografen21/08/2009


Anmeldelse

District 9

5 6
E.T., go home!

Det er ikke mange år siden, at computergenererede effekter var forbeholdt stjerneinstruktører. Sådan er det ikke længere. Teknologien er blevet billigere, og det er efterhånden svært at finde en actionfilm uden CGI. Ser man film som f.eks. “Transformers: De faldnes hævn” eller “Terminator Salvation”, er det nærliggende at argumentere for, at effekterne er blevet et mål og ikke et middel. Historie og karakterer skubbes i baggrunden til fordel for effekthelvedet, og resultatet bliver ligegyldige film, hvis eneste force er, at de fremmer teknologien. Heldigvis er der i kølvandet på denne tendens opstået et slags modsvar, hvor film med et næsten tiltænkt sløset look, måske endda dokumentarisk, pludselig overrasker ved at gøre brug af subtile computereffekter, som først og fremmest underbygger historien i stedet for at gøre opmærksom på sig selv. Her træder “District 9” ind i billedet.

I 20 år har et gigantisk rumskib hængt over Johannesburg i Sydafrika. Passagererne viste sig at være knap så intelligente, som man måtte forvente af væsener, der har formået at rejse gennem flere galakser, og i stedet for at indgå et berigende samarbejde med de fremmede har menneskeheden besluttet sig for at internere dem i slumkvarterer. Tiden er dog kommet til at flytte dem, da ghettoen er ved at vokse sig for stor, og manden i spidsen hedder Wikus Van De Merwe. Det går desværre ikke som forventet, og pludselig må vor kiksede antihelt sande, at han nu er den mest jagede mand på Jorden.

Ikke siden Tim Burtons “Mars Attacks” har vi set så originalt et bud på ”invasionen fra rummet”. Temaet er yndet i Hollywood, men alt for ofte ender det i en krig mellem de slemme rumvæsener og de undertippede mennesker. “District 9” giver et helt anderledes bud på, hvilke situationer der kunne opstå i mødet med de fremmede – og tænk engang: Rumskibet lander ikke over USA, men et sted i Afrika! Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, og det lykkes til og med glimrende.

Filmen byder på en lang række temaer, som udefra set kan virke lidt gennemtærskede. Racisme og apartheid er emner, der ligger på lur gennem hele historien, men for en gangs skyld bliver de på ingen måde moraliserende eller altoverskyggende. Tværtimod præsenteres de med et tvist, hvor det pludselig er de sorte, altså afrikanerne, der fremstår som ensporede racister. Uden det på noget tidspunkt bliver italesat, ligger der dermed en erkendelse af, at mennesker altid vil have en hakkeorden, så længe man bare kan finde en samfundsgruppe, der er dårligere stillet end én selv. Det er en god og i nogen grad uamerikansk måde at fremstille emner på, så tilskueren selv får lov at lave mellemregningerne.

En stor del af filmen skal forestille at være en dokumentar, men hen ad vejen hopper den af sporet og begynder at fortælle historien, som var det fiktion. Det kan virke en smule kantet, men hvis man accepterer det som den filmiske virkelighed, fungerer det faktisk ganske fint. Det samme gør hovedpersonen, hvilket er noget af en bedrift, eftersom det er utroligt svært at engagere beskueren i en dybt usympatisk protagonist. Det lykkes dog over forventning – ikke mindst pga. af den ellers ukendte Sharlto Copley i rollen som Wikus Van De Merwe

“District 9” er en super underholdende film, som med god brug af computereffekter, generelt overbevisende karakterer og en original historie giver et alternativt bud på en gammel genre. Desværre transformerer det velfungerende mocumentary-drama sig til en fuldbyrdet actionfilm, og det er synd, da filmen ellers havde potentiale til at indskrive sig som en komplet rekonstruktion af genren. I stedet står vi med en film, der sandsynligvis er gået i glemmebogen om ti år – imens kan vi heldigvis nyde den, for hvad den er, nemlig en ganske solid underholdningsfilm.
Video

Præsenteret i 16:9. Billedet har en god skarphed, og komprimeringsfejl som farveblødning og edge enhancement er helt og aldeles fraværende. Kontrasten er for det meste god, men har små udsving, så de sorte flader engang imellem bliver grålige. De mildt desaturerede farver fremstår flot, så det beskidte, sydafrikanske slumkvarter kommer til sin ret med et råt look, der accentuerer filmens stemning.

Audio

På lydsiden er der godt nyt til de audiofile, for “District 9” byder på et forbilledligt lyddesign, som oven i købet lyder knasende sprødt. Dolby Digital 5.1-sporet gør god brug af alle kanaler, men går aldrig over grænsen ved at have for anmassende elementer i baghøjtalerne. Især actionscenerne kommer til deres ret med spændende panoreringer og velmixede eksplosioner. Og som om det ikke var nok, er der en lille bonus til dem, som har investeret i en nyere forstærker og en ekstra højtaler: et DTS 6.1-spor. Ikke dårligt!

Ekstramateriale

På dvd’en findes tre featuretter, som i bund og grund ligner alle andre featuretter. Man hører lidt om indspilningsdagene, får et indblik i computereffekterne og ser interviews med de prominente personer såsom instruktøren Neill Blomkamp og produceren Peter Jackson. Skivens mest interessante ekstramateriale er dog kommentarsporet med Blomkamp. Instruktøren er opvokset i Sydafrika, hvor filmen er indspillet, og gennem hele sporet formår han på uprætentiøs vis at tale frit fra leveren, så det både underholder og informerer. Man hører en del om Sydafrikas historie, som har inspireret mange af filmens temaer og scener, og samtidig berettes der om de mange overvejelser, Blomkamp har gjort sig for at opnå filmens rå og realistiske stil. Der kan ikke være meget tvivl om, at vi kommer til at se mere fra ham. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at de danske undertekster på dvd’en ikke er synderligt overbevisende.

Med fire Oscar-nomineringer i posen, blandt andet for bedste film, må “District 9” siges at have sat sine spor på det filmiske landkort. Filmen har pga. sin åbenlyse originalitet været en tordnende succes, men hvem havde også set en sci-fi i Sydafrika komme? Sandsynligvis ikke nær så mange, som ender med at købe denne lækkerbisken af en dvd, der ikke blot underholder første, men også anden og måske endda tredje gang.

District 9

5 6
Sandholm møder E.T.

De såkaldte mockumentary-film kan groft sagt deles op i to kategorier. Enten gøres der refleksivt grin med dokumentarfilmens formmæssige konventioner som i Rob Reiners “This is Spinal Tap”, eller også anvendes formen i et kontrafaktisk ærinde som i Gabriel Ranges “Death of a President”, hvor man forestiller sig, hvad der ville være sket, hvis en bestemt begivenhed var faldet anderledes ud. Siden da har mockumentary-filmen syntes fastlåst og ude af stand til at forny sig selv. Neill Blomkamps “District 9” sprænger imidlertid rammerne for, hvad en mockumentary kan, skal og må og placerer sig entydigt som et mockumentarisk hovedværk.

For 20 år siden ankom en stor gruppe flygtninge til sydafrikanske Johannesburg. De blev placeret i et aflukket område kaldet District 9. Grundet frygt, manglende forståelse og et fraværende ønske om dialog fra lokalbefolkningen og myndighedernes side bliver disse flygtninge betragtet som andenrangsvæsner, der nu skal genhuses i en umenneskelig lejr med trange kår langt uden for byens civilisation. I front for denne genhusning står selskabet Multi-National United og den kejtede naive, men retskafne Wikus van der Merwe. Et ikke utroværdigt eller urealistisk scenario – dog med den lille undtagelse, at flygtningene er rumvæsner, der ankom til District 9 via et stort rumskib!

Stilen er i denne film, der er produceret af Peter Jackson, holdt i et mockumentary-look, hvor selv “rejerne”, som rumvæsnerne nedværdigende kaldes, virker mere realistiske end fantastiske. Den håndholdte dokumentarisme efterlades aldrig, men gradvist vinder en mere formmæssig fantastisk stil indpas, der munder ud i hæsblæsende tju-bang-action. Det er ikke desto mindre action med et formål, der viser, hvad desperate og undertrykte folk på flugt eller på vej hjem kan blive nødsaget til, såfremt de bliver kuet og undertrykt længe nok. Den type formålstjenstlig action har denne sommer ellers ikke ligefrem været rig på, mildest talt.

Filmens udvikling sker i takt med, at vores hovedperson Wikus går fra at være rumvæsnernes værste fjende til nærmeste allierede. Wikus har under genhusningen indåndet en underlig sort væske, der nu langsomt transformerer ham til en af disse efterkommere af rumvæsnerne, hvilket gør ham til en jaget mand, der nu må søge hjælp hos en far og søn fra District 9 fyldt med hjemve. Wikus er imidlertid ikke den eneste, der oplever en transformation, idet opholdet i District 9 giver os en forståelse for og indlevelse i de fremmedes liv, samtidig med at menneskene virker stadigt mere og mere inhumane og karikerede. Paradoksalt nok er det rumvæsnerne, der bliver fremstillet med en menneskelig nuance, der gradvist også tilfalder den ellers endimensionale Wikus. En transformation, som understøttes perfekt af og i høj grad skyldes den valgte mockumentariske stil.

Kombinationen af realisme og sci-fi-action krydret med et insisterende stemningsfyldt afrikansk lydspor er ikke bare en original outreret filmisk nyskabelse, men slet og ret en lille genistreg. Det er så uventet opfindsomt tænkt at fortælle en historie om flygtninge, der kunne have udspillet sig i Sandholmlejren eller alle andre steder i verden, hvor fremmede på flugt er blevet parkeret, og så lade den fylde ud med rumvæsner og krydse med et eventyrligt actiontrip, der dog bliver lige begejstret nok for rumkanoner og splatterblod hen mod slutningen. Men pointen og dilemmaet bliver på underholdende vis ridset klart og entydigt op – hvad synes mest hensigtsmæssigt at møde fremmede med: frygt, intolerance og krudt og kugler eller nysgerrighed, åbenhed og samtale?

“District 9” leverer et usædvanligt spark og indspark til den menneskehed, der brillerer i disciplinerne nultolerance og frygtsomhed. Som en moderne “E.T.” siger den også ”go home” til dem, der måtte mene, at mockumentary-filmen er groet fast og måske blot skal anskues som en pudsig filmisk parentes. “District 9” hæver sig over ironisk leg med filmsprogets konventioner og står tilbage som en bragende kulørt og ekstremt engagerende film om fremmede, der bare gerne vil have et sted at bo, og som allerhelst vil hjem til der, hvor de kom fra.


Trailers

Kort om filmen

For over 20 år siden ankom fremmede væsner fra rummet til jorden. Men det foregik ikke, som vi regnede med. De var blot flygtninge fra en fjern, ødelagt verden, som søgte husly. De blev installeret i Distrikt 9, mens verdens nationer diskuterede, hvad der skulle ske med dem. Nu er tålmodigheden sluppet op. De fremmede væsner er blevet sat under kontrol af et privat selskab, som i virkeligheden kun er interesseret i at kunne aktivere væsnernes heftige våben. Alle forsøg er hidtil mislykkedes, for det kræver, at man har væsnernes DNA. En af selskabets medarbejdere, Wikus, bliver smittet med en virus, som begynder at ændre hans DNA, og snart er jagten gået ind på denne mand, som måske kan give adgang til væsnernes hemmeligheder. Wikus har nu kun ét sted i hele verden, hvor han kan gemme sig: Distrikt 9.