Sidses sexlege er uden forløsning

Sidse Babett Knudsen i spadseredragt. Sidse Babett Knudsen i silkeskjorte. Sidse Babett Knudsen i sort negligé. Sidse Babett Knudsen i lang kappe og sorte støvler. Der er ingen tvivl om, at hvis man deler instruktør Peter Stricklands Sidse-fetish, så er “The Duke of Burgundy” en grænseløst erotisk film. Hvis ikke, så kan det undervejs blive svært at finde interessen for det underligt stillestående BDSM-plot. Hvad vil “The Duke of Burgundy”?

Ved første øjekast lader det til at være en historie om en kvinde, der udnytter sin tjenestepige til at tilfredsstille sine sadistiske lyster, men det viser sig hurtigt, at det er et lesbisk par, der gennemgår nøje konstruerede rollespil. Vel at mærke rollespil skrevet af den ene kvinde og nødtvungent indvilliget i af den anden. Det største problem er, at dette misforhold skildres komisk. Man får lyst til at fnise, når Knudsen glemmer, hvad det næste, hun skal tvinge sin partner til, er, hvorpå de håndskrevne noter må konsulteres. Det punkterer enhver erotisk eller dramatisk opbygning og efterlader BDSM-scenerne underligt tomme.

Erotiske film ligger ofte lige på vippen mellem det pirrende og det ufrivilligt komiske. Der er noget iboende latterligt over en halvgammel og kvabset Marlon Brando, der ruller rundt på gulvet med en kvinde i “Sidste tango i Paris”, men Bertolucci formår at konstruere en stemning og en kontekst, der får det til at virke. Strickland prøver ganske vist ihærdigt på det samme her, men det føles anstrengende. Hele “The Duke of Burgundy” anstrenger sig alt for meget. Stilen, setdesignet, fotograferingen og lydsporet virker alt sammen fortænkt og konstrueret.

I åbningsscenen ser vi den yngre kvinde i parret, spillet af Chiara D’Anna, der fik sit gennembrud i Stricklands “Berberian Sound Studio”, sidde ved en bæk i skoven fotograferet som taget ud af et Grimm-eventyr. Lydsporet er fyldt med lyden af rindende vand og et svagt foruroligende soundtrack. Hun er klædt i en heldragt i en udefinerbar stil, der kunne være fra 1880’erne eller 1960’erne. Det er en ubeskriveligt smuk scene, men den fører ikke til noget. Det er utvivlsomt smukt og dygtigt udført, men der mangler en kontekst for at give det mening. Og den leveres aldrig i tilfredsstillende grad.

Rundt om det centrale parforhold er der konstrueret et underligt univers, der tilsyneladende kun består af lesbiske kvinder i sadomasochistiske forhold, som bruger al deres fritid på at forske i insekter. Det bliver aldrig uddybet og kan sandsynligvis kun forklares som et forsøg på at tilføre en ret kluntet symbolik til kvindernes seksualitet. De kunstfærdigt opstillede kasser med insekter, spiddet af nåle, stilles overfor de lige så kunstfærdigt konstruerede og lige så døde seksuelle og personlige relationer. Det er hamrende banalt. Sådan noget forventer jeg af folk, der lige er kommet ud fra filmskolen, ikke en internationalt anerkendt instruktør.