Teenager med kant

Kender du en teenager? En sur teenager, som er overbevist om, at hun ingen steder hører til og har travlt med at have ondt af sig selv? Det gør du måske, hvis ikke du da selv har været den teenager. Eller er den teenager? Hailee Steinfeld spiller sådan en virkelighedstro og i USA R-rated teenager i den forfriskende grove “The Edge of Seventeen”.

Det er nemlig svært at have ondt af Hailee Steinfeld som Nadine, da hendes problemer oftest er skabt af hende selv og hendes teenage-surhed. Sådan er det også med det største problem: Den irriterende perfekte storebror, Darian. Han begynder at komme sammen med hendes ældste og eneste rigtige veninde, Krista. Og jeg kan da godt se, at det ikke nødvendigvis er et problem skabt af Nadine selv – og at det er nedern for hende, men i Nadines verden er det ikke bare nedern, men en tragedie. Og efter en akavet fest som tredje hjul, gider hun altså ikke snakke med Krista mere.

Her sætter desperationen og teen-egoet ind. Ligesom Miles Teller gjorde det i “The Spectacular Now” som den alkoholiske Sutter, så vendes selvdestruktiv adfærd og desperation til udnyttelse af en godhjertet nørd af det modsatte køn. Ofret er den dejligt akavede Erwin Kim, der tydeligvis er lun på Nadine, hvilket hun udnytter, selv om hun selv er vild med den mystiske bad boy, Nick. Hun går aldrig så langt med udnyttelsen som Sutter, men det er stadig et frustrerende syn. På den gode måde, som når nørden forsøger at kysse hende i et pariserhjul, og hun undgår ham, hvorefter de er fanget deroppe med deres teenage-akavethed som passager.

Den her omgang kantet teen er i den alder, hvor hun skal lære noget. Om livet. Til det formål er Woody Harrelson som skabt til den sort-komiske mentorfigur, læreren Max, der sjældent tager noget seriøst – selv når Nadine truer med selvmord, affejer han hende jokende ved at oplæse sit eget fiktive selvmordsbrev om at få frataget sin frokostpause af en bestemt, dårligt klædt elev. Han er som i “Zombieland” og “Hunger Games” og snart i “Star Wars: Han Solo” og altså her et perfekt mentormatch til en gnaven teenager.

For det er Nadine, der skal lære noget. Ligesom den 18-årige Sutter lærte at tænke på andre end sig selv, så lærer Nadine om andres problemer. Som brormand, der i mangel på en far har hjulpet til i huset for deres ensomme mor. Hun lærer, at folk har et liv uden for skolens rammer, der sjældent er som ventet – både på godt og ondt. Hendes åbenbaringer kommer dog mere pludseligt end i “The Spectacular Now” med lidt for meget sukkersødme til den ellers dejligt sarkastiske, hårde kant.