Hvem andre end Helen Mirren kunne formå at portrættere både den første og anden engelske dronning Elizabeth (som regerede med omtrent 400 års mellemrum) i hhv. en stort anlagt miniserie (“Elizabeth I”) og spillefilm (“The Queen”) produceret lige umiddelbart efter hinanden?

De to historiske personligheder har ikke meget tilfælles. Elizabeth I var en rebelsk, energisk og på mange måder antiroyal dame, hvorimod Elizabeth II, som jo stadigvæk regerer i dag som 81-årig, altid har fremstået som en konservativ og lavmælt skikkelse. Mirren er uforbeholdent eminent i begge produktioner. Enhver, der i fremtiden overvejer at fortælle disse personligheders livshistorier via filmmediet, må afkræves en solid begrundelse – er det monstro for sent at trække stikket ud på “The Golden Age”?

Mirrens enorme talent demonstreres især i en enkelt fantastisk scene, hvori Elizabeth får udleveret beviser på sin kusines (den skotske dronning) planer om at dræbe hende. Først betvivler hun bevisernes gyldighed, men så snart hun er kommet sig over chokket, bryder hun ud i lys lue og beordrer højlydt enhver medsammensvoren myrdet. Men hun overraskes selv over sit pludselige, aggressive udbrud og fremhæver prompte og på grænsen til tårer, at hun er et menneske, der også kan elske og udvise medfølelse. Mirren portrætterer Elizabeth som et komplekst, følelsesladet individ, og ligesom dronningen selv, bør Mirrens præstation finde vej til historiebøgerne.

Miniserien er delt op i to dele á ca. 100 minutter. Det er næsten en fordel først at have set Shekhar Kapurs Oscar-belønnede storfilm “Elizabeth” fra 1998, der omhandler hendes majestæts tidlige år som monark. For her i miniserien har Elizabeth efterhånden regeret en årrække, og da hun insisterer på ikke at gifte sig eller få børn, er enevældets fremtid uvis. Flere af Englands magtfulde nabolande udnytter situationen til at forberede en invasion af det protestantiske kongerige. Men den standhaftige leder og hendes undersåtter lader sig ikke sådan forskrække.

Den rutinerede tv-manuskriptforfatter Nigel Williams’ manuskript er læsset med medrivende drama, fornemme replikker og fascinerende personskildringer. Og filmen er i sandhed en skueplads for mageløst skuespil. Udover Mirren er Jeremy Irons formidabel som dronningens bedste ven, Robert Dudley, hvis position som jarl umuliggør et giftermål med Elizabeth – især scenerne mellem Irons og Mirren slår gnister. Ian McDiarmid (bedst kendt som Kejser Palpatine i “Star Wars”-filmene) og Patrick Malahide er også fremragende som to af de mest prominente medlemmer af dronningens hof.

Historiske dramaer i form af miniserier ser sjældent prangende ud, men selvom “Elizabeth I” ikke har haft et enormt budget, virker dens fremstilling af England i de 16. og 17. århundreder overbevisende. For mange vil tanken om et tålmodigt og næsten 4 timer langt drama, der primært bæres af dialog på victoriansk engelsk, virke skræmmende. Men denne veliscenesatte skildring af Elizabeths kendte livshistorie, som vandt hele 9 Emmyer, keder aldrig. Javist er “Elizabeth I” en såkaldt miniserie, men der er intet minimalt ved det indtryk, den efterlader.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Man har tydeligvis gjort en del ud af seriens udseende – der er mange flotte billeder, og rekvisitterne, kostumerne og kulisserne er ofte ret imponerende. Derfor er det ærgerligt, at dvd’en ikke præsenterer serien i optimal billedkvalitet. Billedet er simpelthen blødt og alt for lyst – kontrastniveauet er af og til så forkert, at detaljer i billedets mørkeste afkroge udraderes. Farverne virker også en snert for matte, men de fremstår aldrig utroværdige. Edge-enhancement og digital støj dukker ikke op, og heldigvis fremstår mange af scenerne tilpas skarpe.

AudioI modsætning til, hvad der står på udgivelsens omslag, så kan serien udelukkende opleves i Dolby Digital 5.1 – men det er da også bedre end udelukkende at kunne nyde den i Dolby Surround 2.0. Fronthøjtalerne dominerer, men brugen af disse imponerer også ofte, og den minimalistiske lydside går fint i spænd med seriens billedside og selve fortællingen. Dialogen og Robert Lanes fine score kommer klart og tydeligt igennem, og sporet besidder en solid bund.

EkstramaterialeUdgivelsen byder på to discs med én del af miniserien på hver. Ekstramaterialet befinder sig på disc 2, og der er desværre ikke meget af det. Her er et par montager, der tilsammen varer få minutter, som demonstrerer forskellen på flere scener før og efter special-effects er blevet implementeret. Der er bl.a. et ekstra morbidt øjeblik her, der skulle have efterfulgt en allerede voldsom halshugningsscene, som heldigvis ikke kom med i den endelige udgave af afsnittet, da det simpelthen havde været alt for meget. Men montagerne er interessante, og man imponeres gang på gang af de tekniske mirakelmageres arbejde.

Derudover er der i alt 14 slettede scener, som tilsammen varer ca. 19 minutter. Scenerne fungerer faktisk ganske godt, og det høje kvalitetsniveau betyder garanteret, at scenerne blev klippet ud af de endelige afsnit, fordi de var for lange, og ikke fordi de blev anset som ubrugelige.