Emmas lykke
Udgivet 6. aug 2009 | Af: dolphinfriendly | Set i biografen
Efter Tyskland i de seneste par år har gjort sig positiv bemærket på det filmiske verdenskort med bl.a. “Der Untergang” og “De andres liv”, er der kommer større international interesse for distributionen af de mere smalle tyske film. Selvom fokusset i Tyskland primært har taget udgangspunkt i film omkring tyskernes kollektive traumebehandling af 2. Verdenskrig og eftervirkningerne, har den tidligere stormagt inden for film dog meget andet at byde på. En af disse er festivalfavoritten “Emmas lykke”, der har været tre år undervejs for at komme til de danske biografer.
“Emmas lykke” er en rørende og vedkommende cocktail af forvekslingskomik og tragisk kærlighedsdrama, der på én og samme tid forstår at skabe en selvforstærkende følelsesmæssig synergi. At sammenføre de måske to stærkeste menneskelige følelser – forelskelse og dødsangst – ved at sidestille dem i et bizart komisk univers, behandles døden uden berøringsangst. Stærkest fremstår dog Emmas betingelsesløse hengivenhed, der understreger, hvor vigtigt det er ikke at glemme at leve livet – uanset hvor tæt Max er på døden. At samle dette barske tema troværdigt, endda bag en god portion galgenhumor og dermed ramme to fluer med ét smæk, må siges at være ret enestående.
De to hovedpersoner er fremragende spillet af debutanten Jördis Triebel og Jürgen Vogel, der senest var biografaktuel i Danmark i “Bølgen”. At Triebel kan bære en så krævende rolle som Emma, endda overfor en af Tysklands mest anerkendte mandlige skuespillere, kan på ingen måde underkendes, og hun er afgjort et talent, man skal holde øje med. Tankevækkende er det også, at det forholdsvis uskrevne blad instruktøren Sven Taddicken har været i stand til at få sat de store følelser så meget i kog gang på gang for derefter at kunne affeje dem med befriende humor.
Det er betryggende at se et så kraftfuldt drama, der håndfast fastholder og berører uden at stille sig prætentiøst an over for de nok største spørgsmål i livet – kærligheden og døden. “Emmas lykke” giver ingen svar på tiltale, hvilket heller ikke er hensigten. I stedet udvises en smittende livsglæde, der kækt svarer igen på modløshendens “hvorfor?” med et omfarvnende “hvorfor ikke?”. Resten er op til en selv.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet