Erindring om en bedrøvelig film

“Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Det hedder 84-årige Henning Carlsens nye film sgu. Og det er vel kun et menneske i sit livs efterår, der kan slippe af sted med at kalde sin film noget så gumpetungt og gammellummert. Filmen er baseret på en roman fra 2004 af den colombianske nobelprismodtager Gabriel García Márquez, hvori en 90-årig mand forelsker sig i en meget ung, prostitueret jomfru. Kontroversielt stof, som danske Henning Carlsen desværre ikke formår at omsætte til meget andet end en lummer fortælling tilsat smukke, solbadede billeder af Mexico, hvor filmen er optaget.

Henning Carlsen er imponerende nok stadig aktiv filmskaber. Siden den markant modige spillefilmsdebut med det socialt indignerede apartheiddrama “Dilemma” i 1962 og Knut Hamsun-mesterværket “Sult” i 1966 har Carlsen leveret en støt produktion af mere eller mindre succesfulde film. Senest “Springet” fra 2005, hvor en mand midt i 40’erne får konstateret kræft og ser melankolsk tilbage på sin barndom og ungdommens forelskelse. “Erindring om mine bedrøvelige ludere” byder ligeledes på bittersøde bagudskuelser. Her er manden, der erindrer bedrøvelige ludere, hele 90 år. El Sabio (Emilio Echevarria) er feteret journalist og stadig notorisk ungkarl med 90 år på bagen. På sin 90-års fødselsdag beslutter han at give sig selv en gave: ”En nat med vild elskov med en ung jomfru,” som han beskriver det for sin gamle veninde og bordelmutter Rosa Cabarcas (Geraldine Chaplin).

Rosa opstøver den purunge og ludfattige Delgadina, der til daglig syr knapper i skjorter. Men på selve elskovsnatten, hvor Delgadina er så godt som bedøvet på sovemedicin, betragter El Sabio hende blot. De to mødes nat efter nat hos Rosa – vistnok uden at fuldbyrde forholdet. Til gengæld oplever den store El Sabio en fornyet, kreativ opblomstring i sit journalistiske virke, og som 90-årig opnår han måske for første gang en følelse af ægte kærlighed.

Jeg har ikke læst Gabriel García Márquez’ (knald)roman, hvorfor jeg ikke skal gøre mig klog på eventuelle diskrepanser den og filmen imellem. Men Carlsens filmatisering er ikke ovenud vellykket. Filmens struktur er præget af utallige tilbageblik til forskellige dele af El Sabios liv – fra drengens første forelskelse (i sin mor, selvfølgelig), første seksuelle oplevelse (på et bordel, selvfølgelig) og de mange efterfølgende forhold til ludere og ikke mindst rengøringshjælpen – som den selviske El Sabio kun gider en enkelt gang om ugen og KUN bagfra.

De mange, skitseprægede hop frem og tilbage i tid bindes ikke sammen af et større mål for fortællingen. Ærlig talt er der ikke den store tiltrækningskraft ved en historie om en gammel liderbuk, der kræver en jomfru serveret for sig på sin 90-årsdag. Faktisk er man helst fri for at høre og se det udfolde sig overhovedet. Alle flashbacks kommer bare til at understøtte og vise filmens øjensynlige faktum frem: Her er en liderlig, selvisk og kold mand, der kun tænker med sin “dumme ven”. Klogt nok har Henning Carlsen da også valgt at nedtone, at jomfruen Delgadina hos Márquez kun er 14 år! I filmen nævnes hendes alder aldrig (og skuespillerinden Paola Medina var 29 under optagelserne).