Dysfunktionel familie – funktionel tv-serieFør “Family Guy”s popularitet eksploderede få år inde i dette årtusind, havde Seth MacFarlanes satiriske tegnefilmsserie kun et forholdsvis beskedent antal dedikerede tilbedere. Derfor kom det ikke som den store overraskelse, at Fox’ tv-afdeling kasserede serien efter transmissionen af sølle to sæsoner. Gudskelov bevirkede et regimeskift hos selskabet, at en tredje sæson fik grønt lys, men en del af seriens manuskriptforfattere havde allerede søgt nye kreative græsgange.

Det kan man undertiden godt mærke, når man ser denne udgivelses sammenlagt 21 afsnit. Mellemrummet mellem de virkelig morsomme indfald er større i forhold til i føljetonens anden og samtidig bedste årgang. Visse af episodernes utallige referencer til dele af den globale popkultur er temmelig obskure, og nogle af afsnittene bruger for lang tid på at komme op i omdrejninger. Eksempelvis er dobbeltafsnittet “The Thin White Line”/”Brian Does Hollywood”, som skyder sæsonen i gang, ujævnt og sjældent sindsoprivende sjovt. Og familieoverhovedet Peter Griffin oplever lidt for mange, relativt ensartede åbenbaringer, der alle fremhæver hans umoralske væremåde.

“Brian Does Hollywood” begynder dog med en mildest talt fabelagtig åbningsmontage, der mønstrer den ene fænomenale cliffhanger efter den anden. Og så er det mere eller mindre umuligt ikke at bryde ud i altoverdøvende latter over episodens brillante parodier på selvsmagende tv-idoler som David Letterman og Bill Cosby. Selvom sæsonen ganske vist ikke er på højde med den foregående, er årgangen faktisk fuldt på højde med seriens formidable åbningssæson. Og selv de fåtallige vitser, som ikke fremprovokerer grin, smil eller stilfærdig kluklatter, bevirker aldrig surmuleri eller opgivende hovedrysten. Man får sjældent lejlighed til at spekulere over en ineffektiv vits, før en humoristisk genistreg sletter skuffelsen.

De tilbageblivende manuskriptforfattere og deres nytilkomne kollegaer boltrer sig også fortsat i intelligent, politisk satire, og både USA’s venstre- og højreorienterede ideologier står for skud. En vanvittig og vanvittigt sarkastisk hyldestvideo til USA’s berygtede, våbenglade NRA-organisation konstituerer et af de mest dristige påfund i moderne tegnefilmshistorie. Og de musikalske indslag er som sædvanligt fremragende. Den grandiose, Emmy-belønnede sang “You’ve Got A Lot To See”, der driver gæk med størstedelen af USA’s befolkning og fremhæver flere af nationens skavanker, er simpelthen eminent. Og så må man beundre bredden af MacFarlane og kompagnis kulturelle bevidsthed – både oldgamle genreklassikere og moderne, filmiske metervarer parodieres.

Beklageligvis besluttede Fox sig for at bortkaste “Family Guy” permanent i 2002, eftersom denne tredje sæson heller ikke formåede at opdrive særlig imponerende seertal. Først da seriens tre ældste årgange begyndte at sælge som varmt brød på dvd, besluttede man sig for at vække serien til live igen, men det skete først tre år efter, at disse 21 afsnit oprindeligt blev produceret. Og desværre har seriens seneste årgange ikke formået at indkassere lige så mange grin som denne eller de to foregående sæsoner. 3. årgang af “Family Guy” er til gengæld et must ikke blot for tilhængere af serien, men også tilhængere af opløftende latter i al almindelighed.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen-format. Denne udgivelses transfers er kvalitetsmæssigt mage til dem, der fulgte med de tidligere udgivelser. “Family Guy” ser godt, men ikke fantastisk ud på dvd. Farverne er billedsidernes største styrke. De er dejlig varme og mætte, og de virker aldrig matte. Kontrasten er også fornem, billedet er skarpt, og hverken edge-enhancement eller snavs optræder. Men der optræder til tider komprimeringsfejl rundt om bevægende objekter. Og hvis man afvikler episoderne på en progressiv skærm, vil man også spotte visuelle ‘ekkoer’, der skyldes et interlacing-problem. Selvom de fleste normale tv’er kan kompensere for problemet, vil man stadigvæk en sjælden gang imellem få en fornemmelse af, at objekterne og karakterernes bevægelser er lidt slørede.

AudioSkivernes Dolby Surround 2.0-lydspor er også kvalitetsmæssigt på højde med dem, der fulgte med udgivelsen af den foregående sæson. Bunden er solid, overstyring hænder stort set aldrig, og så udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis. Man vil næppe blive blæst væk af disse lydspor, men de er altså ganske hæderlige.

EkstramaterialeDer medfølger desværre intet ekstramateriale.