Lucky there’s a Family Guy

Galskaben fortsætter i den 6. sæson af “Family Guy”, som er på nøjagtig samme kvalitetsniveau som seriens to forrige årgange. Sæsonen er (ligesom alle de forgangne) gennemsyret af spøgefuld og ofte forbløffende kvik satire, og de humoristiske jokes opvejer heldigvis stadigvæk mængden af ineffektive vitser. Men hvor lang tid kan stimen monstro fortsætte?

Man kan næsten ikke undgå at tænke på Matt Groenings nærtbeslægtede “The Simpsons”, hvis storhedstid omkring midten af 1990’erne blev afløst af en besynderlig årrække med mindre vellykkede afsnit, før serien for alvor mistede både sit momentum og en anseelig del af sin fanskare i dette årtusind. Spørgsmålet er, om “Family Guy” ender med at lide samme skæbne, eller om den når op på det tårnhøje niveau, som føljetonens tre første og skelsættende sæsoner befandt sig på. Indtil videre er “Family Guy” dog fortsat fornem underholdning, og der er ingen decideret sure æbler at finde i denne 6. sæsons frugtkurv af gemytlige episoder.

Blandt de bedste afsnit er “Mother Tucker”, hvori hunden Brian og den diktatoriske baby Stewie bliver radioværter og bl.a. tager grundigt pis på radiokanalernes trættende brug af overgearede jingles. Den karismatiske duo drager til Irak i “Saving Private Brian”: En herlig pærevælling af aktuel, politisk bevidst satire og kulsort humor. I “Hell Comes to Quahog” investerer familiefaren Peter i en vaskeægte kamptank og forårsager masser af festlig ravage i sin bitte hjemby. “Prick Up Your Ears” mønstrer en velkommen og tiltrængt latterliggørelse af de amerikanske mediers enorme frygt for alt, der har med sex at gøre. Og “Airport ’07” er en fornøjelig hyldest til komedieklassikeren “Højt at flyve”, som gudskelov ikke bare genbruger filmens jokes.

Disse og flere andre episoder byder på et hav af muntre replikker og sjove indfald – lige fra en ganske enkelt fænomenal dansesekvens med deltagelse af selveste Gene Kelly til Brians stupide kæreste, Gillian, som ingen ringere end Drew Barrymore har lagt stemme til. Og manuskriptforfatterne er stadigvæk dygtige til at lægge op til åbenlyse punchlines for så at overraske med en uventet twist. Men desværre formår seriens ophavsmænd og -kvinder ikke at trække tæppet væk under seeren lige så ofte som håbet, og der er en nagende mangel på gode musikalske indslag. På trods af sæsonens mange forcer er der desuden alt for mange obskure, langtrukne og platte sketcher til, at årgangens 13 kapitler bliver mange gensyn værd.

Video

Præsenteret i 4:3 full screen-format. Som ventet er udgivelsens transfers kvalitetsmæssigt på samme niveau som dem, der fulgte med de tidligere udgivelser. Farverne er billedsidernes største styrke. De er dejlig varme og mætte, og de virker aldrig matte. Kontrasten er også fornem, billedet er skarpt, snavs optræder aldrig, mens edge-enhancement kun forekommer yderst sjældent. Der optræder til tider komprimeringsfejl rundt om bevægende objekter, og ujævne kanter i animationerne dukker undertiden op.

Audio

Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1, som også er nøjagtig lige så gode som dem, der fulgte med udgivelsen af den foregående sæson. Panoreringerne er naturlige og overbevisende, men der er kun få af dem, og atmosfæren er ikke ligefrem overrumplende imponerende. Brugen af subwooferen er tilpas, støj forekommer aldrig, og som sædvanligt udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis.

Ekstramateriale

“Family Guy”-skaberen Seth MacFarlane samt adskillige af seriens tegnere, producere, manuskriptforfattere og skuespillere har indtalt kommentarspor til alle sæsonens 13 afsnit. Deltagerne fyrer masser af festlige jokes af omhandlende dem selv og hinanden, og derudover diskuterer parterne alt fra manuskripternes evolution og vitsernes oprindelse, til besværet med at få visse kontroversielle ideer godkendt af tv-selskaberne.

På udgivelsens 3. og sidste skive finder man bl.a. 18 minutters slettede scener. Mange af dem er enormt sjove, mens fåtallige er platte eller decideret usmagelige. De to korte, men udmærkede dokumentarer “Drawing Peter” (5 min.) og “Toys, Toys Galore” (17 min.) gennemgår henholdsvis, hvordan familiefaren Peter bliver tegnet, og hvordan “Family Guy”-legetøjet bliver lavet. Det er forbavsende interessant at høre om den lange, komplekse proces, som skabelsen af et legetøj påkræver. De, der selv nyder at tegne, vil nok sætte pris på tre episoder, som medfølger i deres ufærdige og såkaldte ‘animatic’-form og dermed giver indsigt i, hvordan de blev til.