En fan for og efter livet

Fanfilm. Det kaldes en film, når den laves af en person med en særlig stor portion kærlighed til en given film eller instruktør om netop denne film eller instruktør. Christian er verdens største fan af den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder. Instruktøren af film som “Petra von Kants bitre tårer” og “Angst æder sjæle op” døde i 1982, men ægte (film)kærlighed dør som bekendt aldrig. Derfor har danske Christian lavet en erindringsdokumentar til Fassbinders minde. Den er jeg ikke stor nok fan til at kunne sætte pris på.

Christian hedder også Braad Thomsen. Filmfeinschmeckere, der kan huske 1970’erne- og 80’erne, kender ham som passioneret filmmenneske, tilhænger af Freud og psykoanalysen samt en af de fremmeste kendere af den tyske nybølges hovednavn, Rainer Werner Fassbinder. I løbet af 1970’erne lavede Fassbinder flere film, tv-serier og teaterstykker, end de fleste kan nå på et par liv. Det kan ses på flere af produktionerne, der, som de er flest, netop ligner noget fra teatret. Kameraet var som regel låst fast i stillestående indstillinger, som primært blev fyldt op med amatørskuespillere, der mente, de lavede stor eurokunst. Christian er fan af det hele. Fassbinder er verdens bedste instruktør nogensinde, og “Martha” er verdens bedste film, mener han. Nok som den eneste. Det er der kommet en hengiven dokumentar ud af.

Men hvor Fassbinders film var vilde, radikale og helt sine egne, så er “Fassbinder – At elske uden at kræve” tv-traditionel a la Danmarks Radio for 50 år siden: Glidende dækfotos, enkelte interviews, arkivvideo, filmklip og en skolelærende voice-over, der fortæller, hvordan de mange film skal fortolkes. Den største fornøjelse er Christian selv, der med et personligt og varmt ”Jeg”, får gjort det tydeligt, at det her er hans erindring, ikke en eller andens erindring.

Fassbinder var ingen stor æstetiker. Det er Braad Thomsen heller ikke. Det må gerne se grimt ud, det er indholdet, der tæller. På den måde kunne filmen her sagtens have fungeret som en radiomontage på P1, hvor den varme bedstefarstemme ikke ville blive forstyrret af interview-opstillinger, som ville have været for grimme til DDR. En mand foran en hvid væg ved et træbord med en kop på fortæller noget om Fassbinder. Det er nærmest radikalt så uradikalt, det er.

Sjovere er det, når Braad Thomsen udfolder sine freudianske kæpheste. Det er befriende old school at få en ødipal læsning af en instruktørs samlede film. Uden skam, forklarer den brummende voice-over, at Fassbinders film handler om ”faderdrabet”, imens endnu et grynet stillbillede glider hen over lærredet. Der er ikke leflet for nogen som helst. Det er præcis den film, som Christian Braad Thomsen selv gerne vil se om Fassbinder. Derfor har han også selv lavet den, indtalt voice-over og egenhændigt distribueret den. Det er kun ægte fans, der er så dedikerede.