Med Tati i rygsækken

Ordløs komik kan være noget af det sjoveste at iagttage på film. Den totale hengivelse til kroppen som komikerens bedste redskab i værktøjskassen var, hvad der gjorde en ener som Jacques Tati til en levende legende. Mr. Bean i Rowan Atkinsons skikkelse kan også. Chaplin kunne. Og Buster Keaton kunne. Den franske fabel om “Feen” forsøger, men kommer ikke helt i mål – der er simpelthen for langt imellem snapsene.

På et undseeligt hotel i havnebyen Le Havre arbejder den langlemmede Dom som nattevagt. Mere eller mindre mærkværdige personager tjekker ind, mens Dom rutinemæssigt gnasker sandwich og flader ud foran tossekassen. Men en nat sker der endelig noget nyt. En barfodet kvinde ringer på, præsenterer sig som feen Fiona og fortæller Dom, at hun kan opfylde tre ønsker for ham. En ny scooter og et livslangt forbrug af benzin sluger de to første ønsker, men Dom skal lige sove på det sidste. Da han vågner næste morgen er Fiona imidlertid forsvundet. Dom sætter jagten ind på den skønne, rødlokkede fe og støvsuger gader og stræder i Le Havre. Fiona selv er på flugt fra lægerne på det psykiatriske hospital, der er fast besluttet på at spærre måske-mytomanen inde.

Det lykkes dog Fiona og Dom at mødes til en romantisk date på den lokale bar L’Amour Flou (“den slørede kærlighed”), hvor en overordentligt nærsynet tjener ikke just har forstået termen “en velskænket pilsner”. Forelsket til op over begge ører skiftevis skilles og genforenes Dom og Fiona i flugten fra hospitalet, Fiona bliver med ét højgravid, og de to danser hawaii-dans på havets bund. “Feen” er med andre ord en farverig, eventyrlig fabel, hvor realismen må vige for de skæve påhit.

Den kreative trio bag “Feen” består af Dominique Abel, Fiona Gordon og Bruno Remy, der både spiller hovedrollerne, har skrevet manuskriptet og instrueret filmen i bedste varieté-stil. Tidligere har de tre stået bag festivalhittet “Iceberg” (2005) og senest “Rumba” (2008), hvor parret Dom og Fiona fra “Feen” kaster sig over latindansens forførende rytmer.

Det er med tydelige rødder i især stumfilmens fysiske slapstick-komik, at de tre her forsøger at navigere rundt i et farverigt Le Havre. Den senere Tati er det åbenlyse forbillede, og ligesom ham giver Abel, Gordon og Remy deres fortælling en snert civilisationskritisk klangbund. I Le Havre møder vi derfor tre illegale indvandrere, der nok hjælper Fiona på flugt, men aldrig selv kommer med færgen til det forjættede land i horisonten. Der er masser af fine, små indslag, men dog ingen samlet vision. Og det var om noget, hvad der kanoniserede Tati. Hans originalitet, tæften for den visuelle helhed og lydenes eget sprog – dét er gyngende grund at bevæge sig ud på som forbillede.