Nordafrikansk ørkenwestern med fransk filosofi

Fransk litteratur og klassiske westernfilm. Jeg har aldrig tænkt, der var nogen forbindelse mellem de to ting. Men det er der nu. Hvide kolonialister og oprørske indfødte. Et goldt, ufremkommeligt ørkenlandskab. En fangetransport. Tavse, sammenbidte mænd, der vandrer med bøjede hoveder. Truslen om vold, der konstant lurer under overfladen. En grundlæggende moralsk konflikt, der binder fortællingen sammen. Camus-filmatiseringen “Flugten til frihed” har mange af de træk, man ofte finder i en klassiske western. Med den væsentlige forskel, at den udspiller sig i Algeriet i Nordafrika, hvor man taler fransk og arabisk.

“Flugten til frihed” er baseret på novellen “Gæsten” af den fransk-algierske forfatter og filosof Albert Camus. Han blev populært udråbt som filosofiens svar på James Dean. Han var med andre ord gennemført cool. Og i 1960 døde han – ligesom Dean – i en bilulykke. Alt for ung. Der findes overraskende få filmatiseringer af Camus’ værker. Overraskende, fordi den Nobelpris-vindende forfatters tanker om tilværelsens absurditet bliver ved med at fascinere nye generationer af tænksomme teenagere. Der findes dog et par gode eksempler på film, der bærer præg af Camus’ indflydelse. Coen-brødrenes fantastiske neo-noir-film, “The Man Who Wasn’t There”, var tydeligt inspireret af Camus’ mest kendte roman “Den fremmede”, hvor en undselig mand bliver dødsdømt for et mord, han har begået ved et ulykkeligt tilfælde. Den samme roman fik en ekstremt bogstavtro filmatisering af den flamboyante italienske mesterinstruktør Luchino Visconti i 1967.

“Flugten til frihed” tager sig derimod et par friheder i forhold til forlægget. Heldigvis. For det er nødvendigt, hvis en novelle på 13 sider skal blive til en spillefilm på 100 minutter. Instruktør David Oelhoffen er dykket dybere ned i forholdet mellem de to hovedpersoner, skolelæreren, Daru, og den mordanklagede bonde, Mohamed. Daru bliver pålagt at følge Mohamed til en nærtliggende by, hvor han formentlig vil blive dømt til døden for sin forbrydelse. Viggo Mortensen forbløffer på fransk i rollen som Daru, der nægter at føre fangen til skafottet, selv om Mohamed erkender sin forbrydelse og faktisk ønsker sin straf. En dødsdom fra de franske kolonialister vil nemlig bremse den spiral af blodhævn, hans familie ellers vil blive kastet ud i.

Daru forsøger stædigt at tale Mohamed fra hans plan. Det er en moralsk stillingtagen, der vægter livet højere end opofrelsen. Og et oprør imod uretfærdige lovgivere, der tror, man kan slå et menneske ihjel i retfærdighedens navn. Daru får efterhånden plantet en tvivl i Mohameds sinds, der tvinger ham til at genoverveje sin plan. Det hele udfolder sig med meget få, men velvalgte ord. Det meste af tiden vandrer de i tavshed i den stenede algierske ørken, mens det omkring dem trækker op til en voldelig konfrontation mellem de algierske oprørere og den franske kolonimagt. Det er en nordafrikansk udgave af cowboy og indianer. Og sympatien ligger tydeligt hos indianerne. Det er tørt, langsomt og meditativt fortalt. Uden megen ydre handling. Derfor virker de pludselige voldelige sammenstød, duoen løber ind i, som stærke chok, der bryder den stilfærdige fortryllelse, der hviler over de lange, ordløse vandringsscener.

På lydsiden bidrager Nick Cave og Warren Ellis til den trancelignende stemning. De har før lavet musik til westerns som “The Proposition” og “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”. De viger behændigt uden om det unødvendigt udpenslende. Musikken er ofte luftig, stillestående og droneagtig. Enormt hypnotiserende og stemningsfuldt.