Four Christmases

InstruktionSeth Gordon

MedvirkendeVince Vaughn, Reese Witherspoon, Robert Duvall, Sissy Spacek, Jon Voight, Jon Favreau, Mary Steenburgen, Dwight Yoakam, Tim McGraw, Kristin Chenoweth, Katy Mixon, Colleen Camp, Jeanette Miller, Jack Donner, Steve Wiebe

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen05/12/2008


Anmeldelse

Four Christmases

1 6
Julefilm uden jul

December er kommet, og julen nærmer sig med hastige skridt. Og lige så vel som der er tradition for julefrokoster, julegaver og julebag, så er der også tradition for, at en række nye julefilm får premiere. På overfladen ligner “Four Christmases” også en julekomedie, hvilket desværre viser sig at være en illusion, da filmen hverken byder på sjov eller julestemning.

Kate og Brad er kærester og samlevende og lykkelige for deres liv sammen. Ingen børn, intet ægteskab og sidst men ikke mindst ingen familie. Alle tre ting kan de gladeligt undvære, hvilket også er årsagen til, at de hvert år lader deres familier tro, at de skal udføre humanitært arbejde i julen, imens de i virkeligheden rejser ned til tropeparadiset. Men i år bliver det anderledes, for da bliver deres fly aflyst på grund af dårligt vejr, og da de samtidig bliver filmet af den lokale tv-station, er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at skulle på julebesøg hos deres familier. Tilmed er Brad og Kate begge skilsmissebørn, hvilket resulterer i hele fire familiebesøg på en enkel dag.

Brad og Kate har ikke set deres familier i tre år, hvilket man næppe kan bebrejde dem, da den ene familie er mere vanvittig og uudholdelig end den anden – eksempelvis Brads far, som er gammel og gnaven, samt de to slagsbrødre, der benytter enhver mulighed for at bruge Brad som ufrivillig sparringspartner i en kampsport, hvor ingen kropsdele er hellige. Og bedre er det ikke med moren, der lever sammen med ham, der engang var Brads bedste ven. Familiebesøgene medfører selvfølgelig både pinlige og pjattede situationer, som har det tilfælles, at intet er det er sjovt. Den komiske dialog udebliver, og uanset skuespillernes evner så kan de ikke hamle op med et manuskript, der ikke giver dem tilstrækkelig mulighed for at udfolde sig. Desuden er det også svært at sidde og krumme tæer på personernes vegne, når man hverken kan identificere sig med personerne eller situationerne.

Det er Vince Vaughn og Reese Witherspoon, som udfylder de to hovedroller, og når de optræder hver for sig, gør de det ganske fortræffeligt. Til gengæld mangler der kemi imellem dem, når de skal fungere som kærestepar. Man får aldrig følelsen af, at de to skal fremstå som nogen, der elsker hinanden, hvilket medfører, at deres parforhold aldrig bliver interessant.

I en julefilm virker det meget naturligt at forvente, at der er julestemning, og så er det sådan set lige meget, hvilken genre der er tale om. Hvorvidt, man har forsøgt at gøre “Four Christmases” til en julefilm, er svært at se. Ganske vist er der både julepynt og julemusik, men man kommer ikke i julestemning, hvilket er ekstra skidt, hvis der tages højde for, at julen er tiltænkt til at skulle være et meget centralt element i filmens handling

Det er ganske paradoksalt, at julen har så lille en effekt på handlingen, at den reeelt set går hen og bliver ubetydelig. Den bliver brugt som undskyldning for at sende filmens to hovedpersoner rundt til deres familier på en og samme dag. Det havde ikke gjort nogen betydelig forskel, hvis det havde været et hvilket som helst andet tidspunkt på året, ligesom det heller ikke havde haft betydning for handlingen, hvis familiebesøgene var spredt ud over mere end en dag.

“Four Christmases” har gode intentioner, men fejler både som komedie og som julefilm, og en titel som “Four Families” havde været mere signende om handlingen. Både humor og julestemning udebliver, hvilket både er ærgerligt og kritisabelt, da det er det, den prøver at skabe. Handlingen er om ikke kedelig så i hvert fald ikke særlig underholdende og kan ikke reddes af det farverige persongalleri. Derfor synes det også svært at finde noget positivt at fremhæve – det skulle da lige være, at filmen kun varer 82 min.


Kort om filmen

Ingen holder mere af julen end Brad og Kate. For hver jul drager kæresteparret på ferie til en eksotisk sydhavsø. Hermed slipper de for deres besværlige familier og deres mors og fars nye koner, mænd og børn. Denne jul bliver imidlertid anderledes. Lufthavnen bliver lukket pga. tågebanker, og en lokal tv-station fanger Kate og Brad på deres kamera. Hermed har de ingen undskyldninger for ikke at besøge Brads far… og Kates mor… og Brads mor… og Kates far… Fire juleaftener på én dag…