Kan tro flytte bjerge?

I den dystopiske “Franklyn” er det ikke svært at få øje på genrefællesskabet med den futuristiske film noir. To paralleluniverser slås fra start til slut om seerens gunst, men helt hvad de to verdener har med hinanden at gøre kommer aldrig til at stå helt klart. Men når regningen skal gøres op og betales, er de to universer nu alligevel ikke helt så adskilte, som der indledningsvis gives udtryk for. Instruktør Gerald McMorrow er et forholdsvist ubeskrevet blad, men ikke desto mindre har han støbt kuglerne til en stilbevidst genrefilm, der dog ikke helt kan finde rytmen, men indimellem alligevel viser tegn på det storladne og euforiske.

Religionen er en magtfaktor i “Franklyn”, og tro kan måske, måske ikke flytte bjerge for de implicerede. Det gælder for så vidt i begge de sideløbne historier, der males op som penslen på et lærred. I den ene befinder vi os i det fremtidsvisionære parallelunivers Meanwhile City, et diktatorisk præstestyre, hvor man kun får opholdstilladelse, hvis man har en religion. Hvilken religion er sådan set ligegyldigt, og det kunne for så vidt være det enkelte individs tro på neglelak, der giver én retning i livet. Her er den maskerede dusørjæger Mr. Preest som udsendt af de styrende præster på evig jagt efter den sekteriske leder kaldet Individet. Han er eftersøgt for at have lokket en kun 11-årig pige ind i sin religiøse klan. Det blev hendes død.

På et mere jordnært plan møder vi i London den sørgmodige Milo, der skulle have været gift med sin tilkomne Karen. Hun er imidlertid stukket af kort tid før brylluppet, så i stedet betræder han storbyens gader og føler hele tiden ensomheden komme snigende. Han genser på afstand en anden barndomskæreste, Sally, han ikke har set igennem årtier. I samme tidszone leder præsteværgen Peter efter sin forsvundne søn David, der er vendt hjem efter tro tjeneste under Irak-krigen, men formentligt takket være krigens traumer er blevet spærret inde på en psykiatrisk anstalt. Men vi skal heller ikke glemme den eksperimenterende kunststuderende Emilia, der igennem sine talrige selvmordsforsøg forsøger dels at få opmærksomhed på sit studium, men vigtigere endnu at gøre sig bemærket hos sin mor. Det forhold har skrantet, siden faren døde for år tilbage.

“Franklyn” er en skæbnebetonet fortælling med livet og døden som de foretrukne parametre. De fire historier kører parallelt, men får undervejs mere og mere med hinanden at gøre og bindes sammen af den enkeltes religion og skæbne i livet. Takterne er umiddelbart gode, men alligevel er det en farefuld færd, McMorrow begiver sig ud på. Det er de store armbevægelsers holdeplads, og hele menneskets eksistensgrundlag er her på spil. Desværre bliver “Franklyn” en rodet gang miskmask, hvor det er svært at holde fast i den røde tråd, og hvor delelementerne ikke altid helt giver mening.

Ud over religionen fylder også ensomhed trods stærke familiebånd en hel del. Selv om præsteværgen Peter har været faderfigur i en kærlighedsfyldt og troende familie, må han se selvsamme gå op i limningen, først da datteren Sarah dør, og siden da den hjemvendte søn efter endt tjeneste i Irak først tvangsindlægges og siden forsvinder under voldsomme omstændigheder. Samtidig bliver Emilias forhold til sin mor stadig mere forkvaklet, mens Milos familie forsvinder som dug for solen, før den overhovedet er nået at blive stiftet. “Franklyn” hører ikke til blandt de lettest tilgængelige inden for sin genre, og måske derfor har instruktøren haft sine kvaler med formidlingen.

Filmens styrke er uden tvivl det audiovisuelle fundament, hvor underlægningsmusikken er ørehængende og ufravigelig, og det poetiske og billedlige udtryk stærkt animerende. Men det kan diskuteres, om der er grund nok til at se en film, når kun indpakningen er fejlfri. Det er der nu nok. I sidste ende skal dusørjægeren Mr. Preests jagt på den skyldige fyldestgøres af et dræbende skud, der øver en afgørende indflydelse på alle. Måske er det udfrielsen fra den kontrol, religionen har underlagt alle i de respektive universer? Det kan der kun gisnes om. I hvert fald kan det forsigtigt konkluderes, at om end “Franklyn” ikke er ligefrem vellykket, så rummer filmen kvaliteter, og muligheder for fortolkning skulle der være rigeligt af.

Video

“Franklyn” præsenteres i et knivskarpt blåtonet look, der gør sig godt. Der er ikke nævneværdige eksempler på edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og både kontrast og farvetemperatur ligger på et stabilt leje. Et alt i alt blændende transfer.

Audio

Lyden udbasuneres i de engelsksprogede DTS HD Master Audio 5.1- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens underlægningsmusikken er intens og vedhængende. Også atmosfæren og de mange distinkte effektlyde giver deres besyv med og medvirker til filmens fremragende audiovisuelle oplevelse.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er hæderligt, men ikke epokegørende. Ud over en trailer, fraklip og b-roll er en halv times interview med instruktør og skuespillere blandt andet eneste bidrag. Her fås baggrunden for filmen, historien, karaktererne og inspirationen med mere.