Gett
Udgivet 3. mar 2015 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Med Kvindernes Internationale Kampdag lige om hjørnet her den 8. marts kunne det israelsk-franske retsalsdrama “Gett” ikke ønske sig et mere passende tidspunkt at ramme de danske biografer på. Instruktørduoen og søskendeparret Ronit og Shlomi Elkabetz leverer med deres tredje fælles film et indigneret og himmelråbende anklageskrift imod et forstokket retsvæsen. Ud over at være sobert velspillet og barberbladsskarpt skrevet, er “Gett” i tilgift også en fortælling, du til hver en tid kan trække lynsnart op af hatten, når en eller anden irriterende type stiller det evigt tilbagevendende spørgsmål: Er der overhovedet noget tilbage at kæmpe for på Kvindernes Internationale Kampdag?
Gang på gang møder Viviane op i det undseelige lokale, hvor retsmøderne mellem hende og Elisha finder sted. Og hvor “Gett” udelukkende udspiller sig. Når den fåmælte Elisha overhovedet gider møde op i retten, affærdiger han blot Vivianes ønske om skilsmisse med et lakonisk ‘Nej’, hvorpå en ny mødedato for retten fastsættes. Uger, måneder og år forløber. Retten og rabbinerne er utvetydigt på mandens og ægteskabets side, og som kvinde har Viviane så godt som intet at stille op.
Ronit Elkabetz som Viviane er en naturkraft in action. Som en slumrende vulkan, boblende lige dér under den rolige, rolige overflade. Med øjenbryn som tordenmørke skyer, der tungt hænger over de lyngnistrende, fandenivoldske øjne, der fortæller SÅ mange nedtrykkende historier. Vivianes direkte og anklagende blik bærer “Gett”. Det bider sig fast og leder tankerne på filmhistorisk vandring. Helt tilbage til 1928 og Maria Falconetti i titelrollen i Carl Th. Dreyers “Jeanne d’Arcs Lidelse og Død”. Den hvide væg agerer asketisk bagtæppe og kameraarbejdet fra Jeanne Lapoirie ophøjer Vivianes utrættelige kamp for personlig frihed til et mesterligt mini-martyrium.
“Gett” fordrer tålmodighed. Meget endda. Mundhuggeri på mundhuggeri i arrigt tonefald afløser hinanden fra start til slut i den klaustrofobiske retssal. Uretfærdighederne står i kø. Den næsten to timer lange spilletid virker til sidst uendelig. Præcis som Vivianes og mange andre, virkelige israelske kvinders årelange kamp imod et forstokket og über-religiøst retssystem. Ronit og Shlomi Elkebetz’ “Gett” rusker og river i retfærdighedssansen, irriterer og indignerer. Og svaret på det indledende spørgsmål står krystalklart: Ja, der er fandeme stadig masser at kæmpe for!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet