Green Prince, The
Udgivet 23. feb 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Det findes næppe et mere højspændt udgangspunkt for en dokumentarfilm, end det der præsenteres i “The Green Prince”, en paranoid thriller fra hjertet af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Mellem selvmordsbombere og missilangreb udspiller der sig en spionage-fortælling, der er så langt ude, at selv forfatterne på tv-serien “Homeland” ville have tøvet med at sætte den på skrift. Virkeligheden kan dog tage sig friheder, der ikke er fiktionen forundt.
Derfra bliver fortællingen kun mere vanvittig. Det samme er de to hovedpersoner, Mosab og Gonen, som vi kommer helt tæt på igennem talking head-sekvenser. Mosab fortæller lidenskabeligt om sin omvending, sin kærlighed til familien, sin overvældende skam. Følelserne står så tydeligt malet i hans ansigt, at man undrer sig over, at han formåede at holde sit dobbeltliv hemmeligt i mere end et årti. Gonen er derimod kølig og kontrolleret. Han formår at fortælle nøgternt om sine overvejelser og motiver, som da han i sidste øjeblik afblæste et missilangreb, der ville have dræbt Mosab sammen med adskillige væsentlige Hamas-folk – en levende topspion er mere værd end par døde mellemledere, lød rationalet. Iskold beregning, hvor menneskeliv reduceres til deres nytteværdi. Det er både skræmmende og fascinerende at komme ind på livet af en agent fra en af verdens mest berygtede efterretningstjenester. Jeg er ikke tvivl om, at Gonen har været god til sit job. Med alt, hvad det indebærer.
Den ensidige fremstilling af den bagvedliggende konflikt er en af svaghederne, men det er en svaghed, man kan leve med. Instruktør Nadav Schirmans hensigt er ikke at give en nuanceret historisk redegørelse, men derimod at lave en spion-thriller i højeste tempo. Derfor er det mere alvorligt, når pusten undervejs mistes og næsten drukner det vilde plot i en uopfindsom gentagelse af sine visuelle virkemidler. Selv om det er interessant at se de to hovedpersoner i øjnene, er der grænser for, hvor mange talkning head-sekvenser en film kan bære. Og når man for femte gang bliver præsenteret for de samme rekonstruerede overvågningsbilleder, begynder billedsiden altså at føles overflødig.
Materialet er så stærkt, at selv ikke en billedside fuld af genbrug kan spænde ben for det utrolige plot. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at Nadav Schirman havde skabt en mere energisk og uforudsigelig billedside, som kunne følge plottets tempo, i stedet for at bremse det. Det er synd, for virkelighedens “Homeland” er så vild, at den desværre nok er sand.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet