Allehelgens skuffendeDer er ikke grund til at afskrive Rob Zombie som filmmager på trods af mandens lettere grinagtige kunstnernavn eller manglen på lyspunkter i hans genindspilning af John Carpenters “Halloween”. Den forholdsvis nybagte instruktør, der stadigvæk er bedst kendt for sin rå sangstemme og rockmusik, drog nytte af sin respekt og forståelse for gysergenren under optagelserne til “The Devil’s Rejects” fra 2005 – et undervurderet værk spækket med intelligent satire, der påpegede samfundets og mediernes usmagelige forkærlighed for umoralske helte og ubarmhjertig selvtægt. I en tid, hvor nådesløs brutalitet og maltrakterede lig er blevet mere tilladeligt at fremstille i film end sex og skældsord, minder Zombie os højlydt om, at vold er afskyeligt og har seriøse konsekvenser.

Men ligesom Zombies debutfilm, “House of 1000 Corpses”, er “Halloween” desværre både ujævn og ineffektiv. Godt nok er instruktørens seneste produktion heldigvis ikke nær så lalleglad eller tåbelig som “House of 1000 Corpses”, men den savner virkelig den relevans, raffinerede æstetik og kulsorte humor, der gjorde “The Devil’s Rejects” mindeværdig. Men der er vigtigere ting, som “Halloween” savner – ganske basale ting som uhygge og spænding. John Carpenters oprindelige milepæl fra 1978 er stadigvæk frygtindgydende og medrivende i dag selv 30 år efter dens premiere. Men Zombies hyldest til filmen er en forbavsende livløs affære, der aldrig får pulsen til at stige.

Zombie og Co. tager sig aldrig ordentlig tid til at bygge en stemning op via velovervejede klip, kamerabevægelser, lyde eller musikalske indslag. Filmen virker tydeligvis mere opsat på at få os til at kaste op end at gyse af dens talrige påklistrede, detaljerede mordscener, der ofte synes at vare for evigt. Ergo må man konstatere, at Zombie er blevet mindre ambitiøs og interessant, siden han forfattede og instruerede “The Devil’s Rejects”. Han har tydeligvis evner, men han bør fokusere på at udforske nyt territorium i stedet for at hylde sine idoler med cadeauer til glemmebogen.

En af de bedste ting ved Carpenters “Halloween” var, at dens psykopatiske skurk, Michael Myers, var en tavs og næsten spøgelsesagtig skikkelse, hvis traumatiske fortid aldrig blev beskrevet ordentligt. Mystikken, der omgav karakteren, gjorde ham mere uforudsigelig, uforklarlig og uhyggelig. Desværre begår Zombies “Halloween” den samme fejltagelse som “Hannibal Rising” – den afbilder en kendt, enigmatisk skurks transformation fra forholdsvis stilfærdig knægt til iskold massemorder. Dermed går en del af mystikken tabt, og figuren bliver mere konkret, mindre interessant og (vigtigst af alt) mindre skummel.

Sagen havde formentlig været en anden, hvis filmens første halvdel, der netop fokuserer på Myers’ ubehagelige opvækst, havde været interessant. Men Myers’ barndom frem til drengens første mord ligner noget, man har overværet i talløse andre film, og de efterfølgende scener, der viser Myers’ tilværelse på en sindssygeanstalt, er ensartede og langsommelige. Da Myers efter adskillige års fangenskab undslipper allehelgensaften for at opspore sin bortadopterede lillesøster, introduceres vi for utallige overfladiske, banale karakterer. De fleste af dem er enerverende teenagere, der snarligt bliver myrdet. Og fordi filmen allerede har brugt en enorm del af sin spilletid på at introducere Myers, får man aldrig tilstrækkelig tid til at komme ind på livet af figurerne, hvorfor ens interesse svækkes.

Filmen er dog ikke helt uden plusser. Ingen af ensemblets unge skuespillere får lejlighed til at brillere, men stærke præstationer af aldrende, garvede folk som Malcolm McDowell, der spiller Myers’ sympatiske psykiater, og Brad Dourif, som har rollen som en smågnaven landsbysherif, får filmen til at virke mere anstændig. Visuelt uinteressant er seancen ej heller. Den diplomatiske brug af håndholdt kamera får en sjælden gang imellem nakkehårene til at vibrere under få af filmens voldsomste sekvenser. Forhåbentlig vil vi en skønne dag kunne konstatere, at “Halloween” var den film, der endelig fik Zombie til at skrinlægge fortiden og fokusere på sine egne, originale ideer.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Eftersom “Halloween” er en splinterny gyser, overrasker det ikke, at den ser glimrende ud på dvd. Der er en lille smule udtværing i filmens mørkeste scener, men derudover er der intet at sætte en finger på. Farverne er skiftevis tilpas mætte og kølige, kontrasten er solid, billedet er skarpt, og uønskede fejl som edge-enhancement og komprimeringsfejl dukker aldrig op.

AudioForskellen på skivens DTS 5.1-lydspor og Dolby Digital 5.1-mix er minimal. Begge lydspor er meget aggressive og effektive i perioder, men er ikke synderlig mindeværdige. Baghøjtalerne bruges sjældent til at levere andet end få musikalske toner og dyb rumlen, der tydeligvis er designet til at gøre seeren utilpas, hvilket undertiden fungerer. Der er ikke mange nævneværdige panoreringer, men replikkerne er tydelige, støj optræder aldrig, og under filmens mest temperamentsfulde scener giver subwooferen virkelig lyden ekstra punch.

EkstramaterialeFør man får lov til at se filmen, præsenteres man for trailere til “The Last Legion”, “Death Sentence”, “30 Days of Night” og “The Flock”. Derudover medfølger der kun et udmærket kommentarspor med Rob Zombie. Instruktøren mønstrer alt fra korte anekdoter om specifikke kulisser og rekvisitter, til længere monologer om brugen af lyd og forskellen på biografudgaven af filmen og den forlængede version, der befinder sig på dvd’en. Zombie nævner også en masse slettede scener, som desværre ikke ligger på dvd’en, men instruktørens kommentarspor tilbyder altså en ganske detaljeret og informativ gennemgang af filmens tilblivelse.