Hollywoods svar på Forrest Gump

“How The West Was Won”, “Cool Hand Luke”, “The Godfather: Part ll”, “Alien”, “Escape from New York”, “Pretty in Pink”, “Wild at Heart”, “Fear and Loathing in Las Vegas” og “The Avengers”. Han er med i dem alle sammen. Alligevel vil den typiske dansker ikke kunne genkende hans navn. Men de fleste kan formentlig huske hans læderansigt fra de næsten 180 andre film og tv-serier, han har medvirket i. For på trods af en karriere, der ikke har haft nogle nævneværdige pauser siden debuten i 1954, har han aldrig vundet nogen priser for sit skuespil, og han har kun haft én hovedrolle – i Wim Wenders’ “Paris, Texas” fra 1984. Harry Dean Stanton er en levende legende, og han er omdrejningspunktet i månedens dokumentar i Cinemateket i København.

Som for at bevare mystikken om sin egen person åbner Stanton dokumentarfilmen om sig selv med at slå fast, at han ikke er interesseret i at tale om personlige ting. Med hjælp fra flere af hans gamle venner – deriblandt David Lynch og Kris Kristofferson – lykkes det dog alligevel for instruktøren Sophie Huber, der selv har kendt Stanton i mere end 20 år, at få hans tunge på gled. Men først skal vi lige have en sang! Gennem filmen giver Stanton 5-6 prøver på sit sangtalent med en stemme og indlevelse, der ligger tæt op ad Johnny Cash, og som næsten fortæller mere om ham end filmens mange anekdoter.

Men anekdoterne er nu heller ikke sådan at kimse ad! En mand, der har haft Jack Nicholson som bofælle under indspilningen af “Easy Rider”, og som blev droppet af sin daværende kæreste, Rebecca De Mornay, til fordel for Tom Cruise, har naturligvis mange gode historier i ærmet om alle de mennesker, han har mødt gennem et langt liv. Som det også pointeres i filmen, er der her tale om en mand, der forstår at pleje og fastholde langvarige relationer i en branche, hvor de fleste andre fiser ind og ud af hinandens liv.

Filmen veksler ubesværet mellem scener i farver, hvor vi kører rundt om natten i storbyen, og sort-hvide optagelser fra Stantons hjem, hvor især nærbillederne helt usentimentalt afslører hver en rynke og skægstub i hans let genkendelige ansigts varierede landskab. Her disker hovedpersonen også op med diverse lommefilosofiske betragtninger. Det hele er kittet sammen med klip fra en håndfuld af hans mest mindeværdige film. Naturligvis gøres der lidt ekstra ud af hovedrollen i “Paris, Texas”, og både instruktøren, Wim Wenders, og Sam Shepherd, som har skrevet manuskriptet til filmen, fortæller om deres indtryk af den lettere excentriske karakterskuespiller. Det samlede indtryk er som at svæve vægtløs rundt i Harry Dean Stantons univers uden at være bundet af kronologi eller tematiske sammenhænge.

Selvom han som nævnt starter filmen med ikke at ville dele ud af sine personlige oplevelser, ender man som tilskuer alligevel med at blive klogere på manden, som næste år kan fejre 60 års jubilæum som skuespiller. Og dét på trods af, at han flere gange gennem filmen proklamerer, at han ikke gør noget særligt – hverken for at opretholde sin karriere eller for at forberede sig til de enkelte roller. Det er dog en udtalelse, som Stantons personlige assistent i slutningen af filmen punkterer på en forfriskende, men respektfuld måde. Det er også assistenten, der betegner Stanton som ”Hollywoods svar på Forrest Gump”, fordi han tilsyneladende – og uden at prøve på det – har haft et liv, hvor han relativt ubemærket har vadet ind og ud af nogle af tidens største film og arbejdet med nogle af de mest berømte mennesker i branchen.