Gift med traditioner

”Tak,” svarer Hedi monotont, da han bliver ønsket tillykke med det kommende bryllup. Jeg tror ikke, han glæder sig. Han har heller ikke selv valgt, at han skal giftes. Det har arabiske traditioner, familien og ikke mindst en dominerende mor valgt for ham. Men Hedi vil ikke giftes bare for at giftes. Han vil ikke nøjes med mors tvangs-tunesiske værdier. Hedi er i stedet en muligt moderne araber med egne drømme om andet end tradition. Han er fanget herimellem. Det skildrer “Hedi” splittende godt.

Khedija ville ellers blive en skøn brud. Men hvorfor er det lige, at de skal giftes? Ligesom hos Dardenne-brødrene, producenterne bag den her debutfilm, så handler det her om noget større end bare et tilfældigt arrangeret ægteskab. Eller om et individs job som i brødrenes “To dage, en nat”, hvor Marion Cotillards usikre jobsituation i en kynisk kapitaldrevet verden bliver det lille billede på den store egoisme. Hedis arrangerede bryllup er således ikke bare et eller andet bryllup, men et konkret eksempel på stive traditioner – og hvor svært det er at bryde fri fra disse.

Til at begynde med følger Hedi traditionerne, rutinen og sin dominerende mors lov. Foruden det kommende bryllup sælger Hedi kedelige Peugeot-biler til kedelige mænd. Som en robot fortæller Hedi, at han er i Mahdia for at opsøge potentielle købere. De vil ikke købe. Det er også fint, for Hedi gider faktisk heller ikke sælge biler. Det er frustrerende at se på, fordi det er tydeligt, at Hedi vil mere med sit liv. Han vil gøre oprør, der begynder på stranden i det flotte, tropiske Mahdia. Indtil chefen ringer, så Hedi skynder sig ind på hotellet, for der kan chefen ikke høre børnene og bølgerne. Komisk. Så meget for det oprør, men også lidt sørgeligt. Sådan er “Hedi”. Lige til den lidt ældre og skønne Rim løber ind på stranden og scenen. Hun gør ham til en anden – sammen med filmen, “Hedi”, der får et nyt, moderne tempo.

Det er her, “Hedi” bliver splittet. Som Hedi er det. Han glemmer alle forventningerne og traditionerne og nyder en problemfri tilværelse med Rim langt væk fra familien for en stund. Og deres kemi er også nem at nyde synet af. Han fortæller om sine drømme om at leve af at tegne makabre, surrealistiske tegninger. ’Det er jo ikke en drøm, det er et projekt,' siger hun. Man drømmer om at flyve, ikke at tegne. For på overfladen er der ikke meget, som stopper ham fra et opgør med traditions-mor, der ellers både sørger for lommepenge og for fremtiden med et job som personalechef. Men som bekendt kan det være svært at tegne lige det, man vil, når en kultur med mange hundrede års erfaring siger noget andet.

I de skønne øjeblikke, Hedi deler med Rim, diskuteres også Jasminrevolutionen, der skød Det Arabiske Forår i gang. Han fortæller om dagene efter revolutionen, hvor alle var mere opmærksomme på hinanden og elskede hinanden lidt mere. Det viser igen, at “Hedi” ikke kun handler om Hedi. Den indre kamp for lykke bliver udtryk for det store problem. Om en revolution, der alligevel ikke revolutionerede alverden, selv om det på overfladen kan se enkelt ud. Som at blive på stranden hos Rim.