Større er ikke altid bedre

Efter mesterværket “Pans labyrint” har filmverden virkelig fået øjnene op for Guillermo del Toro. Før denne eventyrlige tour de force blev del Toro mest set som gedigen håndværker hentet ind til amerikanske horrorfilm som “Blade II” og “Mimic”, mens hans mexicanske produktioner “Cronos” og “Devil’s Backbone” var artige kuriositeter, som kun få kendte til. Men nu til dags er Mexicos svar på Peter Jackson en art horror- og fantasy-filmens Midas, hvis mindste berøring forvandler projekter til guld.

Med sin første film om tegnseriefiguren Hellboy lykkedes det ham til en vis grad at forene sin kærlighed til forlægget med lige dele visuel action og humor, men filmen efterlod stadig én med fornemmelsen af at være blevet stækket fra producernes side. Den fantastiske oplevelse udeblev. Nu er del Toro klar med opfølgeren til filmen om den elskelige røde dæmon, og forventningerne er naturligt nok blevet pumpet i vejret.

“Hellboy”-filmene er ganske vist væsensforskellige fra “Pans labyrint”, idet de er regulære actionfilm bygget over en tegneserie, men ligesom Bryan Singer og Christopher Nolan har vist med deres respektive “X-Men”- og “Batman”-film, så behøver tegneserien og actiongenren ikke at være ensbetydende med overfladiskhed og hjernedød underholdning. Del Toro har selv udtalt, at han ikke havde frie hænder på sin første “Hellboy”-film, men at efterfølgeren ville være hundrede procent ham uden indblanding fra selskabernes side. Et faktum, der er svært at få øje på, når man sammenligner “Hellboy” og den nye “Hellboy II: The Golden Army”. Godt nok er der tydeligvis flere penge at rutte med, som primært resulterer i flere fantasifulde monstre, overbevisende CGI-elementer og en større er bedre-attitude, som vi kender den fra adskillige blockbuster-sequels. Men tonen, plottets fokus, og karaktertegningerne ligger tæt op ad den første film.

Dette skal ikke ses som en entydig kritik, for som forlængelse af sin forgænger fungerer “Hellboy II: The Golden Army” upåklageligt, samtidig med at den har skilt sig af med etterens ‘svage led’ (Rupert Evans nævenyttige agent John Myers) og hævet barren for memorable (og væsentlig mere interessante) modstandere, her i skikkelse af elverprinsen Nuada og hans hær af ustoppelige Gyldne Krigere.

Hellboy er stadig solid i Ron Perlmans fysisk imposante og godmodige skikkelse, og karakterens kærlighedsforhold til sin temperamentsfulde flamme Liz udforskes yderligere. Det er ikke længere den første forelskelse, men parforholdets svære op-og-ned-ture, der plager de to. Men også Hellboys trofaste hjælper, havmanden Abe Sapien, får tilført et skud amoriner, da han forelsker sig i den onde prins Nuadas fagre søster, Nuala. I deres fælles frustration over den svære kærlighed, crooner Hellboy og Abe med på den gamle slager “Can’t Smile Without You”, hvilket må siges at være en af filmens allersjoveste scener.

Men trods en tilsyneladende vægtning af karakterernes udvikling, så finder man netop her en af filmens hovedproblemer – personernes konflikter trænger aldrig rigtig ind i hjertekulen. Empatien udebliver, både i forhold til Hellboy og Liz, men også hvad angår den tragiske økokriger prins Nuada, spillet ganske fint af Luke Goss. Goss gør hvad han kan, men Nuada og hans motivationer for at ville knuse menneskeheden med sin hær af tandhjulssoldater ender med at være en skitse snarere end en troværdig karakter. Man aner tragedien i hans sorte sind, men filmen har ikke tid til at udbygge det i sin travlhed efter at trumfe det ene fantastiske monster med det andet. Det er en skam, for netop del Toro og Goss viste med “Blade II”, at modstanderne godt kan være de mest interessante og tragiske figurer.