Et indtagende hjerte

Når en japansk tegnefilm sættes op i de danske biografer, kan man efterhånden være næsten fuldstændig sikker på, at Hayao Miyazaki på den ene eller anden måde har været inde over projektet. Det gør sig også gældende for denne premiere på “Hjertets hvisken”, men alligevel er alt ikke helt, som det plejer.

For det første er Miyazaki kun med som forfatter – instruktøren hedder i stedet Yoshifumi Kondô – og for det andet adskiller denne films tone sig alligevel noget fra de typiske Studio Ghibli-film. Her er omdrejningspunktet hverken de velkendte flyvende fæstninger, mystiske hekse eller trylleforvandlinger, og selvom et par magiske væsner dukker kortvarigt op, så er det kun i et fiktivt univers inde i fortællingen. “Hjertets hvisken” blev lavet helt tilbage i 1995, og det efterlader jo unægtelig spørgsmålet: Hvorfor man dog har valgt at sætte en næsten tyve år gammel film op, så mange år efter den blev skabt? Svaret er dog ganske ligetil: Fordi den er god. Virkelig god.

En typisk Miyazaki-film handler om en lidt kuet og genert pige, som i løbet af historien finder styrken i sig selv, men i dette tilfælde er det næsten det modsatte, der er tilfældet. Den 14-årige Shizuku er allerede fra starten en viljestærk ung kvinde med et impulsivt sind og et selvstændigt væsen. Hun står over for snart at skulle læse videre på en højere læreanstalt, men er lidt usikker på sin fremtid, og hvad det egentlig er, hun vil med sit liv.

Shizuku er lidt af en bogorm og bliver særdeles nysgerrig, da hun opdager, at det samme navn går igen på lånerkortet ved alle de bøger, hun låner på biblioteket. Hvem er det dog, der har præcis de samme læsevaner som hende? Forsøget på at hitte ud af dét bliver startskuddet til en serie eventyr, men i modsætning til den typiske Miyazaki-film holder “Hjertets hvisken” sin beretning på et hverdagsplan. Det er ikke verdens frelse, der er på spil denne gang.

Filmen er baseret på en manga-serie, og det har både sine fordele og ulemper. Historien føles til tider mere som en stribe uafhængige historier end en sammenhængende fortælling, og indimellem virker det næsten, som om den har glemt hovedhistorien. Omvendt giver det også “Hjertets hvisken” en enorm frihed til at dykke ned i de enkelte scener. I filmens måske bedste sekvens følger Shizuku stædigt efter en omstrejfende kat i så lang tid, at det næsten fremstår som sin egen lille uafhængige bid af historien, og selvom man som vestlig tilskuer forventer en mere klar og drevet fortælleform, føles det samtidigt også enormt befriende. Fortællingen er lidt af det hele. Shizuku søger efter personen bag navnet, roder med en sangtekst og møder en ung mand, hvilket udvikler sig til en spirende romance fortalt med en genert tilbageholdenhed, der både er charmerende og temmelig rørende. Samtidigt er det også en historie om en ung, kunstnerisk sjæl, der forsøger at finde sin egen stemme og kommer til en erkendelse af, at talent og erfaring ikke er hinandens modsætninger.