Mad Men og Mars Attacks i en tidsmaskine

“The Rocky & Bullwinkle Show” er nok desværre ikke særligt godt kendt uden for USA, men der er det en kulturel institution på linje med Jullerup Færgeby eller Kaj & Andrea. Der har været en del forsøg på at relancere showet, der kørte i starten af 60’erne, i en eller anden form siden da, men som regel med dårlige resultater. Nu har Dreamworks så kastet sig over et mindre segment i showet, nemlig historien om hundegeniet Hr. Peabody og hans adopterede søn Sherman.

Projektet er et resultat af næsten 10 års samarbejde imellem Tiffany Ward, datter af produceren Jay Ward, der skabte Hr. Peabody og Sherman, og instruktøren Rob Minkoff, som de fleste af os nok kender fra “Løvernes konge”. De har arbejdet hårdt for at holde filmen tro mod dens forlæg, og det skinner især igennem i filmens look. Den ligner en blanding af “Mad Men” og “Mars Attacks!”. Hr. Peabodys penthouselejlighed er en feberdrøm fra 60’erne – fyldt med lækre designermøbler, fancy cocktails og sindssyge, retrofuturistiske gadgets. Jeg kan ærgre mig lidt over, at man har insisteret på at lave filmen i 3D, da jeg på ingen måde følte, at det gav noget til filmen, men jeg skal ikke afvise, at det kan begejstre børn og barnlige sjæle.

Forholdet imellem Hr. Peabody og Sherman rummer alle de klassiske far/søn-konflikter, men tilpas overdrevet til at gøre det underholdende. Da Sherman skal starte i skole bliver han drillet af Penny, fordi han ikke har nogen far, men en hund i stedet for. I et forsøg på at imponere hende får han afsløret, at Hr. Peabody har opfundet en tidsmaskine, som han har brugt til at undervise Sherman. Penny får selvfølgelig lokket ham til at vise den frem, og snart er der kludder i verdenshistorien, og Hr. Peabody må træde til.

Her springer filmen desværre en mellemregning over, som irriterede mig en anelse. Tidligt i filmen brillerer Sherman i skolen med sin afvisning af myten om George Washington og kirsebærtræet. Det giver indtryk af, at filmen faktisk vil forsøge sig med realistisk historiefortælling, men alle andre historiske figurer og begivenheder i filmen er meget (men også meget underholdende) overskruede. Det er ganske unødvendigt, da tv-serien netop pointerer, at tidsmaskinen ikke rejser i fortiden, men i fortiden-som-den-skulle-have-været. I sidste ende er det historiske element dog kun baggrund til fortællingen om en far og søn og deres behov for både at give slip på hinanden og give udtryk for deres følelser, og den fortælles utroligt godt.

De danske stemmer er dygtigt castet. Lasse Rimmer har en tilpas arrogant, men stadig legesyg stemme, der passer perfekt til Hr. Peabody. Oscar Dietz gør det også godt som Sherman. Der er dog nogle problemer med oversættelsen, hvilket er forståeligt, når originalen gør så meget brug af ordspil, som den gør. Ikke desto mindre er det frustrerende, at man i flere scener tydeligt kan høre, hvorfor dialogen var sjov i den engelske udgave, men slet ikke er det i den danske. Hvis man har chancen, og ikke har børn, der ikke forstår engelsk, så kan jeg kun anbefale, at man går efter den engelsksprogede udgave.