Indenfor murene

Det er en veritabel storm af pres, ydmygelser og fornedrelse, der vælter ned over den unge Silviu. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt han knækker, for det er slet ikke til diskussion. Det eneste spørgsmål er hvornår, hvor voldsomt, og hvordan det kommer til at ske.

Han er spærret inde i et rumænsk ungdomsfængsel og har kun få dage tilbage inden sin løsladelse. Dermed burde udsigterne være lyse, men det er næsten det modsatte, der er tilfældet, da de andre fanger dermed har en klemme på ham. De kan stort set gøre, hvad de vil med ham, for hvis han stritter imod og slår igen, så ryger hans snarlige løsladelse sig jo en tur.

Samtidigt døjer den 18-årige Silviu med de impulser, som alle andre teenagedrenge har, men som han pga. sin indespærring ikke kan få udlevet. Da en ung kvinde skal udspørge ham om hans fremtidige udsigter, bliver han omgående styrtende forelsket, og vi fornemmer, at hans fængselsophold har forhindret ham i at modnes som andre. Han er i høj grad stadig kun et barn med en ung mands drifter og drømmer om helt banale ting, han aldrig har prøvet. Udenfor fængslet planlægger hans mor at rejse til udlandet og tage den yngre søn med, og udsigten til at skulle miste lillebroderen plager ligeledes Silviu voldsomt.

Handlingen opbygger sig langsomt i det lille fængsel, mens den anspændte følelse bygges op, og vi forventer konstant, at noget dramatisk må ske. Det gør der også, men da begivenheden endelig indtræffer, er det på uventet vis og med en brutal hast, der gør et rystende og kun alt for troværdigt indtryk. “If I Want to Whistle, I Whistle” er instrueret af rumænske Florin Serban og markerer hans spillefilmdebut, og det må siges at være lidt af en første optræden. Filmen indkasserede juryens Grand Prix og Albert Bauer-prisen ved årets Berlinale, og er da også en imponerende bedrift.

For fængselsfilm som denne og den danske “R” er det interessant nok ofte en fordel at være lavet på skrabede budgetter, eftersom graden af troværdighed bliver større, og de ukendte ansigter bidrager med en autentisk følelse. Serban har i dette tilfælde taget skridtet fuldt ud og fyldt filmen op med lutter uprøvede kræfter, hvoraf en god bid består af rigtige indsatte. For Serban har resultatet øjensynligt været en stor oplevelse, for nu planlægger han at oprette en skuespilskole for folk uden den mindste erfaring. Det forstår man godt, når man ser filmen, for han har fået nogle fremragende præstationer ud af de medvirkende. Ikke mindst George Pistereanu er blændende i hovedrollen og giver den unge hårdt prøvede mand en rørende blanding af hårdhed og sårbarhed, der dækker over en barnagtig tilgang til verden.