Joe Strummer: The Future Is Unwritten
Udgivet 23. okt 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Tematikkerne er mange. Dæmonerne flere. “Joe Strummer: The Future is Unwritten” kravler behændigt bagom mennesket og myten. Dæmonerne, holdningerne og kærligheden – først og fremmest til musikken – endevendes fra begyndelse til slut. Stærkest står imidlertid de velslebne punk-hits, der fra tid til anden får mulighed for at trække tempoet ud af filmen og lade tiden gå i stå. Klassikere som “London Calling”, “I Fought The Law” og ikke mindst det massivt udbredte “Should I Stay or Should I Go” står stærkt i erindringen og er medvirkende årsag til denne films bundsolide dynamik.
Instruktør Julien Temple, der tidligere har haft en finger med i spillet med musikvideoer for både David Bowie og Sex Pistols, kan uden tvivl sit kram – og det til fingerspidserne. En stjerneparade af prominente kapaciteter har taget opstilling for at give deres respektive besyv med i den nærværende fortælling om en af punkmusikkens allerstørste ikoner. Navne som Flea og Steve Jones er naturligvis selvskrevne, men også Johnny Depp, Bono, Martin Scorsese og Jim Jarmusch har alle en kommentar at knytte. For sidstnævntes vedkommende fordrer det i det mindste en veloplagt historie fra indspilningerne til independent-instruktørens “Mystery Train”. Ja, Joe Strummer havde mange talenter – skuespillet var blot endnu et.
Det kan anfægtes, at “Joe Strummer: The Future is Unwritten” med sine knap to timer hører til i den lange ende, særligt inden for dokumentargenren. Alligevel fornemmes det aldrig. Alt imens historien om Joe Strummer – hvis borgerlige navn oprindeligt var Johnny Mellor – udfolder sig, i bogstaveligste forstand fra vugge til grav, flyver tiden hastigt forbi. Filmen er med andre ord en sanselig rus, et forelsket, men også nuanceret, tilbageblik på en ener i britisk rockmusik.
Set i lyset af et mildt sagt konfliktfyldt liv, en brors selvmord, skiftende bandkonstellationer, stofferne, alkoholen og endeligt den medfødte hjertefejl, der førte til sangerens endeligt, er det prisværdige ved denne dokumentar, at Julien Temple har valgt at krydre livshistorien med de mange hjertevarme og humoristiske anekdoter. Uden dem er det ikke sikkert, “Joe Strummer: The Future is Unwritten” havde haft samme prægnans. Filmen er en uformel mindehøjtidelighed over et af punkmusikkens allerstørste navne. Det er muligt, at sangerens stemme er forstummet, men ånden lever uden tvivl videre i musikken.
Først og fremmest er “Joe Strummer: The Future is Unwritten” et sanseligt tilbageblik, et mindesmærke over et af rockens allerstørste ikoner. Bedst er filmens dynamiske gennemfartsrejse, hvor Strummers livscyklus etableres henover midlertidige holdepunkter som frontfigur i The Clash, ditto i The Mescaleros samt en mindre væsentlig solokarriere. Filmen er medrivende, holder fanen højt på et fængende klippetempo, sublime anekdoter og varmblodige interviews. Vigtigst er dog det, som det især også handlede om for Joe Strummer – nemlig musikken. En stor kunstner er død, men sjælen lever videre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet