Jørgen Leth Collection 3: Rejsefilmene
Udgivet 15. apr 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Mere åbenlys brutalitet – men også sprudlende vitalitet – er der at finde i den haitianske rejsedokumentar “Haiti. Uden titel”, som i et betragtende og vuggende leje følger med fra sidelinjen, mens eksilregenten Aristide med amerikanernes hjælp midt i halvfemserne under tumultagtige scenarier vender tilbage for at lede det Haiti, han få år tidligere var blevet forvist fra. Filmen er umådeligt meget mere end blot krig, politik og retorik og rummer således poetiske og tidsløse sekvenser med bedårende kvinder reciterende egne digte samt landets kulturelle og voodo-dyrkende aspekter. Mindre væsentlig er “Drømmere”, som over en årrække udstiller og udfritter lokale billedkunstneres syn på liv, inspiration, samtidens Haiti samt den vigtige religion.
Godt lyder det, og godt er det. Alligevel hører “The Jørgen Leth Collection 3: Rejsefilmene” ikke til filmekvilibristens bedste filmsamlinger. Trods fortræffelige rariteter og uforglemmelige billeddigte fra et righoldigt liv er der ujævnheder hen af vejen. “Det legende menneske”, der omhandler legen i menneskets liv på tværs af generationer og på tværs af kulturer, har da sine øjeblikke, men ligner – i forhold til andre præstationer – regulært venstrehåndsarbejde og er tilsyneladende et længere sammenkog af optagelser lavet i forbindelse med andre filmprojekter, mens “Århus” – hvor Leth vender tilbage til barndommens kvarter – nok mest har personlig værdi og næppe vil vække stor interesse hos den brede publikumskare. Det vil de andre og vigtigere film trods alt.
Der er både saft og kraft i filmenes mange lag, kulturer, mennesketyper og oplevelser, som Leth har mødt på sin rejse igennem livet. Rejsen er ikke slut endnu. Langt fra. Her gives blot et indblik i den søgende, fantasifulde og ikke mindst fænomenfikserede natur, som altid har været drivkraften i Jørgen Leths livsværk. “The Jørgen Collection 3: Rejsefilmene” er ikke en perfekt og helstøbt lancering og har sine ridser i lakken. Alligevel er udgivelsen både essentiel, inspirende og prægnant. Og det mærkes trods alt i glimt.
Igennem de næste par år vil filminstruktøren Jørgen Leths samlede værk blive udgivet på seks større dvd-udgivelser. Den trejde og seneste i rækken er “The Jørgen Leth Collection 3: Rejsefilmene”, som muligvis ikke hører til seriens allerbedste og også har sine ujævnheder. Alligevel gemmes der på højt priste skatte. Livet er en rejse i konstant bevægelse, og med det budskab in mente har Leth et solidt greb om fortællingens kunst i alverdens brændpunkter igennem finurlige personskildringer og veloplagte anekdoter.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet